Beregningssoftware giver CO2-besparelser

Et nyt beregningsprogram skal ændre, hvordan vi i dag producerer betonelementer og potentielt spare 27.000 tons CO2 årligt i Danmark alene.
Beregningsprogrammet skal gøre betonelementer mindre. Foto: Colourbox.
Beregningsprogrammet skal gøre betonelementer mindre. Foto: Colourbox.

Et nyt projekt skal sikre, at der ikke udledes så meget CO2, når betonelementer produceres. Helt konkret er der tale om et nyt beregningsprogram, Optum Concrete Solution, som skal bidrage til at reducere materialeforbruget. Det oplyser Innovationsfonden – som støtter projektet – i en pressemeddelelse.

Udfordringen med beton er, at det er et komplekst materiale. Når ingeniører og producenter projekterer betonkonstruktioner, må designerne i mangel på bedre ty til forenklede beregningsmetoder med resultat i overdimensionerede konstruktioner med unødigt store mængder beton og armering i de færdige bygninger.

Det nye projekt skal derfor bidrage med nytænkende beregningsteknikker inden for betondesign, som vil lette beregning og projektering af betonelementkonstruktioner.

Det nye software Optum Concrete Solution (OptumCS) vil konkret anvende Finite Element Limit Analysis eller FELA, som vil gøre det muligt for ingeniører med basal træning nemt at foretage komplekse beregninger på betonelementer. Og ifølge Innovationsfonden vil det kunne reducere materialeforbruget på beton og stål med op til 40 procent.

International konkurrencefordel

Baggrunden for projektet er en omfattende industriel ph.d.-afhandling af Morten Andersen Herfelt, som er et samarbejde mellem Alectia og DTU. Med investeringen fra Innovationsfonden er det blevet muligt at investere den tid og ekspertise, der er nødvendig for at få det nye software på markedet.

Det oplyses, at danske ingeniørfirmaer med det nye program vil kunne tilbyde både billigere og mere miljøvenligt byggeri ved i langt højere grad at kunne benytte de præfabrikerede elementer, hvor der i dag bruges enten stålkonstruktioner eller in situ betonstøbning. I den forbindelse fremhæves det, at OptumCS vil betyde en besparelse på op til 120 kroner og 18 kg CO2 per kvadratmeter betonbyggeri.

– OptumCS vil give danske ingeniør- og betonelementvirksomheder en stærk international konkurrencefordel og understrege Danmarks omdømme som ledende videnscenter inden for betonelementteknologi, siger Jørgen Krabbenhøft, direktør i Optum Computational Engineering.

Optum Computational Engineering (OptumCE) er en del af projektet sammen med Danmarks Tekniske Universitet (DTU Byg) samt Betonelement Foreningen (BEF), som repræsenterer alle danske betonelementproducenter.

Relateret indhold