Både godt og skidt i planloven

Dagens Byggeri har bedt en række fremtrædende aktører om at gøre nytårsstatus for byggebranchen. I dag svarer adm. direktør Torben Christensen, Ejendomsforeningen Danmark.
Torben Christensen er administrerende direktør for Ejendomsforeningen Danmark: Foto: Sara Galbiati.
Torben Christensen er administrerende direktør for Ejendomsforeningen Danmark: Foto: Sara Galbiati.

Dagens Byggeri (DB): Hvad er dit generelle indtryk af byggeriet gennem 2016?

Torben Christensen (TC): Der har været trådt på bremsen i en årrække, men nu er man med forsigtighed begyndt at trykke på speederen.

I 2016 er der kommet gang i nogle store byggerier, og det er gode tegn. Opsvinget er stadig skrøbeligt, men rent økonomisk er der lidt forår i luften i 2017.

På trods af en generel lav økonomisk vækst, så viser vores markedsstatistik, at den økonomiske tomgang på investeringsejendomsmarkedet er faldende.

DB: Var der specifikke hændelser, gode eller dårlige, der fik særlig betydning?

TC: I slutningen af 2016 blev der dannet en bredere regering. Det er et godt tegn, at der forhåbentlig kommer en politisk beslutningsdygtighed, som man godt kunne have efterlyst i årene, der er gået.

I 2016 kom der et bredt forlig om planloven, som indeholder både positive og negative elementer. Planloven åbnede op for at øge byggeriet af både boliger og butiksarealer. Det er også positivt, at planloven skaber friere rammer for den lokale detailhandel ved at fjerne begrænsningen på udvalgsvarebutikkernes størrelse.

Men politikerne valgte at fastholde den regel, der giver kommunerne ret til ensidigt at beslutte, at op til 25 procent af et privat boligbyggeri skal udlægges til alment byggeri, og at den private ejendomsejer skal sælge en del af sin grund til et alment boligselskab. Det har en stærk negativ effekt på motivationen til at bygge specielt i de større byer.

DB: Hvilke udfordringer og forventninger har du til 2017 og årene fremover?

TC: Politikerne skal til at evaluere på to meget væsentlige områder, nemlig energisparepakken fra 2014 og ændringerne af boliglejelovene fra 2015.

Ingen af de to initiativer har haft positiv effekt på ejendomsmarkedet, hvilket Ejendomsforeningen Danmark løbende har gjort opmærksom på. Derfor skal politikerne tage skeen i den anden hånd og begynde at tænke anderledes. Man kan ikke bevidstløst læsse nye regler og forpligtelser over på ejendomsejerne og samtidig nedtone den reelle virkning ved at kalde det en forenkling. Vi medvirker gerne til, at politikerne kan vedtage en ægte modernisering og forenkling af lejelovene, og vi giver også gerne et nyt bud på en effektiv energisparepakke.

Relateret indhold