Kommuners kontrolbud unødvendigt mørkelagt

Kommuner rutter ikke ligefrem med åbenheden, når vej-/park-opgaver efter et kontrolbud skal ses efter i sømmene.
Kommunerne glemmer ifølge Morten Kamp Thomsen ofte at indregne relevante udgifter i deres bud. Og det betyder i praksis, at der ikke er tale om fair konkurrence, mener konsulenten. Foto: Colourbox.
Kommunerne glemmer ifølge Morten Kamp Thomsen ofte at indregne relevante udgifter i deres bud. Og det betyder i praksis, at der ikke er tale om fair konkurrence, mener konsulenten. Foto: Colourbox.

De seks anbefalinger

  • 1. Kommunerne bør offentliggøre en targetpris sammen med udbudsmaterialet, når de meddeler, at der afgives kontrolbud. Targetprisen skal afspejle den anslåede samlede værdi for opgaveløsningen. Det tillader, at virksomhederne bedre kan vurdere, om de ønsker at afgive tilbud på opgaven, er også normal praksis på bygge- og anlægsområdet.
  • 2. Kommunerne bør få kontrolbud eksternt valideret, eksempelvis af revisorer eller eksterne konsulenter, før det kan indgå som en aktiv del af udbudsprocessen. Ekstern validering bør altid overvejes, fordi det sikrer mere præcise kontrolbud og større sikkerhed for, at alle indirekte omkostninger medtages.
  • 3. Kommunerne bør altid redegøre skriftligt for den samlede vurdering af kontrolbuddet og virksomhedernes tilbud. Redegørelsen bør offentliggøres og indeholde en vurdering af den tilbudte kvalitet i opgaveløsningen samt relevante beregninger og forudsætninger i kontrolbuddet.
  • 4. Kommunerne bør foretage en årlig opfølgning til kommunalbestyrelsen, hvis en kommune vælger at beholde en opgave i egenproduktion på baggrund af et kontrolbud. Formålet med opfølgning er at kontrollere, at der er overensstemmelse mellem kontrolbuddet og det levererede omkostnings- og kvalitetsniveau.
  • 5. Kommunerne bør i stil med §§ 178-184 i Udbudsloven genudbyde opgaven, hvis der sker væsentlige ændringer i opgaveløsning set i forhold til det oprindeligt vindende kontrolbud.
  • 6. Fra centralt hold bør udarbejdes en ny og bedre vejledning samt en skabelon, der tydeligt viser, hvilke omkostninger, der skal medtages i et korrekt beregnet kontrolbud.

Dansk Byggeri vil ikke direkte anklage kommunerne for at snyde på vægten, når de laver kontrolbud på egne opgaver, men konsulent Morten Kamp Thomsen siger til Dagens Byggeri, at kommunerne ofte glemmer at indregne relevante udgifter i deres bud. Og det betyder i praksis, at der ikke er tale om fair konkurrence.

Og så gør det ikke problemet mindre, at kommunernes kontrolbud er meget uigennemsigtige, og der er tilfælde, hvor der direkte er tale om forkert beregnede kontrolbud med unaturligt lave priser. Eller også er der beregninger af priser, der ikke kan rekonstrueres eller dokumenteres, når virksomhederne stiller opklarende spørgsmål.

Alt for billigt

Et eksempel fra Aabenraa viste i 2012, hvad der skete, da der blev sendt en vej- og parkopgave i udbud. Aabenraa valgte kommunens egen vej-og parkafdeling til at løse opgaven, da deres tilbud var 33 procent lavere end den nærmeste private virksomhed.

Da Klagenævnet for Udbud gennemgik kommunens eget tilbud, viste det sig, at kommunen slet ikke kunne løse opgaven til den pris, de havde budt ind med, og kommunen kunne heller ikke finde de beregninger, den havde baseret sit tilbud på.

Det kunne dog påvises, at udgifterne til personalet kom til at fremstå langt billigere, end de rent faktisk var.

Mørkelagt og uigennemskueligt

Morten Kamp Thomsen mener grundlæggende ikke, at kommunerne skal løse opgaver inden for bygge- anlægsområdet:

– Det har vi en byggebranche, der gør godt i forvejen. Vælger en kommune alligevel selv at løse vej- og park opgaver efter et kontrolbud, skal det foregå på gennemsigtige og fair vilkår. Man rutter ikke altid med åbenheden. Processen er i mange kommuner unødvendigt mørkelagt og uigennemskueligt. Når processen er så lukket, er det utrolig svært sort på hvidt efterfølgende at dokumentere fejl. Der skal skabes gennemsigtighed, så vi fremadrettet kan få en mere ærlig dialog om kommunernes priser. Der er ret til aktindsigt, men mindre virksomheder har jo ikke ressourcer til at gennemse og gennemregne de kommunale kontrolbud. De har travlt med at drive deres virksomhed, siger Morten Kamp Thomsen.

Sidestilles med private

Der er også mange eksempler på, at når de kommunale afdelinger har vundet et udbud, så er kontrollen med, at opgaverne udføres som aftalt, ikke ligeså stram, som når det er private virksomheder, der får opgaven:

– Derfor lægger vi også op til, at kommunerne i højere grad skal sidestilles med private virksomheder, så de underlægges samme krav om opfølgning, som når private virksomheder vinder et udbud. Det skal sikres, at kommunen får den aftalte pris og kvalitet. Som reglerne er i dag, har kommunerne frit spil med hensyn til hvilke procedurer der skal følge op bag efter, slutter Morten Kamp Thomsen.

Dansk Erhverv, Dansk Industri og Dansk Byggeri har i fællesskab opstillet seks anbefalinger, der kan råde bod på problemet med uigennemsigtige kontrolbud. Se de seks anbefalinger i boksen til højre.

Relateret indhold