Bygninger skal spille en rolle i energisystemet

"Renovering på dagsordenen" gav onsdag et bud på, hvordan man i fremtiden kan sikre omkostningseffektive, bæredygtige løsninger.
Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, er en af initiativtagerne i onsdagens konference. Foto: Dan Bjerring.
Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, er en af initiativtagerne i onsdagens konference. Foto: Dan Bjerring.

“Renovering på dagsordenen” arrangerede onsdag en konference i Fællessalen på Christiansborg, hvor man blandt andet løftede sløret for en ny rapport med arbejdstitlen “Bygningers rolle i fremtidens energisystem”.

Den giver et bud på, hvordan man i fremtiden kan sikre omkostningseffektive, bæredygtige løsninger. Konferencen er et projekt, der gennemføres i samarbejde mellem byggeriets organisationer og virksomheder. Renovering på dagsordenen har engageret Aalborg Universitet (AAU) til at lave en analyse af, hvilke behov og potentialer der har størst betydning for overvejelserne, og samtidigt give et bud på hvilket fremtidsscenarie der vil være det mest hensigtsmæssigt og mest omkostningseffektivt. Analysen er samlet i rapporten “Future Green Buildings – A key to cost-effective sustainable energy systems”.

Nødvendige forandringer

Rapportens formål er at beskrive, hvilket bidrag og hvilken rolle bygninger optimalt skal spille i et energisystem, som er uafhængigt af fossile brændsler. Samtidig søger den at beskrive, hvilke forandringer der er nødvendige i bygningsmassen for at understøtte en omlægning af energisystemet.

– I dag forbruger bygninger cirka 41 procent af al den energi, der efterspørges i Danmark – primært til opvarmning, varmt vand, el og køling. Med et så stort forbrug af energi i bygninger er betydningen af både reduktioner i el- og varmeefterspørgsel og ændringer i energiforsyningen essentiel at kigge på, hvis man skal foretage en omkostningseffektiv omlægning af energisystemet til fremtidigt at basere sig 100 procent på vedvarende energikilder, konkluderes der blandt andet.

Rapporten er udarbejdet af en forskergruppe på Aalborg Universitet, Institut for planlægning, ledet af professor Brian Vad Mathiesen og professor Henrik Lund.

Del af energisystem

En af initiativtagerne er direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri, der siger, at rapporten kommer med et bud på, hvilken rolle bygninger skal spille i hele den grønne omstilling frem mod 2050, og at bygninger skal tænkes som en del af energisystemet;

– Aalborg Universitet kommer med et bud på, hvor meget det kan betale sig at spare på energien i bygninger frem for at udbygge energisystemet med vedvarende energi. De kommer frem til, at en energibesparelse i omegnen af 40 procent i bygninger er det optimale. Vi skal altså målrettet arbejde frem mod at energiforbedre vores bygninger, så energiforbruget forbedres med 40 procent, siger Michael H. Nielsen til Dagens Byggeri.

Bedst at spare

Han understreger, at den billigste måde at opnå omstillingen, er den energi, man sparer:

– Energisystemet skal være fleksibelt, når energiproduktionen svinger med sol og vind, men samtidig skal vi nedsætte energiforbruget i bygningerne. Det kommer rapporten med 11 konkrete bud på, fortæller Michael H. Nielsen, der fortsætter:

– Indtil videre har energipolitikken været betragtet ud fra en forsyningsside. Men bygninger kan også lagre energi. Der skal tænkes i incitamenter, afgifter og lovgivning som eksempel bygningsreglementet.

Gode eksempler

Der er i øvrigt gode eksempler på, at bygningerne også kan bidrage til selve energiforsyningen – som eksempelvis solpaneler, der kan monteres både på bygningens sider og tag:

– Vi kender eksempler på “energi plus” huse, der alt i alt producerer mere energi, end de bruger. Vi skal bare sikre os, at den energi, der produceres lokalt, også kan håndteres i de store energisystemer. Vi skal i byggebranchen i fremtiden tænke meget mere på intelligente bygninger. Det er svært, fordi der er sammenhæng mellem forskellige sektorer, som skal reguleres. Der er mange forskellige incitamenter, som skal bringes i spil, men frem for alt er det vigtigt, at vi som branche har nogle muligheder og forstår a spille sammen med energisektoren, og at politikerne forstår den sammenhæng, slutter Michael H. Nielsen.

Relateret indhold