I 2004 oplevede Danmark en af de største fyrværkeri-katastrofer i Koldingbydelen Seest, hvor der opstod brand og senere eksplosion i en fyrværkerifabrik. Nu ønsker Kolding Kommune at omdanne det industriområde, som fabrikken lå på, til en ny bydel. I den forbindelse udloddes der en bonus, hvor købere af storparceller får penge retur, alt efter hvor bæredygtigt de bygger.
Modellen er ganske enkel: Jo flere klimavenlige og bæredygtige tiltag køberne af to storparceller kan levere, jo flere penge får de retur af købesummen. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
– Vi ønsker at skabe en bæredygtig bydel, men vil hellere belønne købere fremfor at stille krav, fortæller teamkoordinator Lone Marie Kristensen fra Køb og Salgsafdelingen i Kolding Kommune, og fortsætter:
– Selvfølgelig kunne vi have valgt den traditionelle vej ved at opstille en liste med bæredygtige parametre og krav, som de kommende bygherrer skal opfylde, men i stedet vil vi hellere afprøve en helt ny model ud fra en grundlæggende holdning om, at gulerod er bedre end pisk.
25.000 kroner pr. bolig
Den ene af de to storparceller, der er sat til salg i udbud, er på 7.500 kvadratmeter med plads til 10 boliger og den anden storparcel er på cirka 14.300 kvadratmeter med plads til 25 boliger. Køberne får ud fra en pointmodel op til 25.000 kroner pr. bolig retur af købesummen – afhængig af i hvilket omfang de leverer bæredygtige tiltag i byggeriet.
Alt i alt kan det give op til 875.000 kroner retur af købesummen for de to storparceller tilsammen. De bæredygtige tiltag kan for eksempel være, at træ til beklædning eller overflader er FSC- eller PEFC-certificeret, at det dimensionerede transmissionstab for klimaskærmen holder sig inden for en nærmere angivet grænse, og opsamling og genanvendelse af regnvand eller gråt spildevand.
Fremtidens andelsboliger
Det første byggeri i den nye, bæredygtige bydel bliver Lejerbos 35 almene familieboliger tegnet af Dissing+Weitling. Projektet vandt konkurrencen om fremtidens bæredygtige almene bolig, som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter udskrev i 2013, og byggeriet bliver certificeret efter DNG’s bæredygtige standard.