Livets skole kan være mere værd end karakterer

Frank Erhardt Andersen, uddannelseskonsulent i Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Frank Erhardt Andersen, uddannelseskonsulent i Arbejdsgiverne. Pressefoto.

Flere af de voksne elever vælger nu erhvervsskolerne fra, efter man har indført karakterkrav på to i dansk og matematik. Mange er simpelthen blevet forskrækkede over kravet. Det betyder, at landets erhvervsskoler kun har fået 3.000 voksne elever over 25 år efter sommerferien – det er halvt så mange som forventet.

Det er rigtig ærgerligt. Men faktisk er karakterkravet ikke afgørende for alle voksne, da man også kan blive bedømt på relevant erhvervserfaring. Men det er højest sandsynligt signalværdien, der er det største problem. Snakken om karakterer kan få flere voksne til at tænke, at de hellere må holde sig væk. Det er synd, da de ofte bliver rigtig gode lærlinge og senere dygtige håndværkere.

Vi skal i dialog

De gode folk har virksomhederne ingen interesse i at gå glip af – og særligt ikke i en tid, hvor vi står til at mangle 30.000 faglærte om bare fem år, og hvor gode danske virksomheder må lade ordrer gå til konkurrenter i udlandet, fordi de ikke kan finde tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere. Det må vi have rettet op på.

I Arbejdsgiverne foreslår vi, at man kommer i dialog med de voksne elever og sender dem et klart signal om, at deres evner stadig er meget efterspurgte – også selvom de for nogle årtier siden forlod folkeskolen med mindre gode karakterer. De kan meget vel have tilegnet sig alverdens erfaring på arbejdsmarkedet, som kombineret med den rette erhvervsuddannelse kan blive guld værd i mange virksomheder.

Dræner prestigen

Det er i øvrigt ikke tid til at ryste på hånden i forhold til karakterkravet generelt set. Det er ganske udmærket, at vi får sorteret de unge fra, som ikke har nogen interesse i at lære et håndværk, men som bare ikke lige ved, hvad de ellers skal bruge tiden på.

De er med til at dræne prestigen for erhvervsskolerne, og det holder de dygtige unge væk, som man har stor brug for. Man skal stille krav til de unge, hvis de vil gå på en erhvervsskole. Vi er bare nødt til at sikre, at vi ikke skræmmer erfarne voksne elever væk i samme omgang. Det budskab må vi have spredt.

Relateret indhold