Dommen er faldet – ikonisk fængsel bliver ny bydel med op til 1.600 boliger

Albertslunds kommunalbestyrelse har godkendt masterplanen for Vridsløse, der sætter retningen for den videre proces med udviklingen af det tidligere statsfængsel og dets 160.000 m2 store grund.
Den velkendte port bliver omdrejningspunktet for et nyt, kulturelt centrum, der under navnet 'Porten' bliver et trækplaster og samlingspunkt for nye beboere, hele Albertslund og resten af Storkøbenhavn. Ill.: Cobe.
Den velkendte port bliver omdrejningspunktet for et nyt, kulturelt centrum, der under navnet 'Porten' bliver et trækplaster og samlingspunkt for nye beboere, hele Albertslund og resten af Storkøbenhavn. Ill.: Cobe.

2016 forlod de sidste indsatte Vridsløselille Statsfængsel, og tre år senere overdrog Kriminalforsorgen fængslet til Freja Ejendomme, der sammen med Albertslund Kommune igangsætter en arkitektkonkurrence i form af et parallelopdrag med fem deltagende teams.

Herefter indgik Freja Ejendomme en købsaftale med entreprenørselskabet A. Enggaard og arbejdsmarkedspensionskassen PKA. Ud fra forslagene fra arkitektkonkurrencen udarbejder de tre parter sammen med Cobe, Rambøll, WSP og Albertslund Kommune et forslag til en masterplan for udviklingen af en ny bydel under navnet Vridsløse.

I foråret blev planen sendt i offentlig høring og er nu af et flertal i kommunalbestyrelsen blevet godkendt:

– Det er meget glædeligt, at vi nu har rundet en vigtig milepæl for udviklingen af området omkring Vridsløselille Statsfængsel, der med sin centrale placering og historie rummer et stort potentiale i forbindelse med udviklingen af vores by, siger borgmester i Albertslund Kommune Steen Christiansen.

En levende, grøn og attraktiv bydel

Masterplanen sætter rammerne for udviklingen af en bydel med mellem 1.400 og 1.600 boliger i varierende størrelser og boligtyper samt erhverv og iværksætteri fordelt på seks levende, grønne og delvist bilfrie bykvarterer. Kvartererne bindes sammen af grønne og rekreative områder præget af både ny og bevaret natur, der sammen med fængslet vil udgøre kernen i bydelen.

Foto: Eagle Luftfoto.
Foto: Eagle Luftfoto.

En stor del af det samlede fængselskompleks og de omkringliggende bygninger bevares herunder for eksempel hovedbygningen med den ikoniske grønne port, inspektørboligen og kirken. Den ikoniske port bliver omdrejningspunktet for et nyt, kulturelt centrum, der under navnet ‘Porten’ bliver et trækplaster og samlingspunkt for nye beboere, hele Albertslund og resten af Storkøbenhavn.

– Som det har været tilfældet helt fra start, da vi gik ind i projektet, har vi efter afleveringen af vores forslag til masterplanen i januar oplevet en stor interesse fra både borgere, politikere og andre aktører. Vi er meget taknemmelige for dialogen samt de gode input, vi har fået og arbejdet videre med sammen med kommunen, og vi er ikke mindst stolte af, at vi nu har en godkendt masterplan, der sætter en ambitiøs og visionær retning for udviklingen af en levende, grøn og attraktiv bydel med stor respekt for områdets historie, siger projektudviklingschef i A. Enggaard, Morten Løgsted.

Fællesskaber i fængslets historie

Ejendomschef i PKA, Nikolaj Stampe, glæder sig over at være kommet et skridt nærmere realiseringen af Vridsløse:

– Vridsløse bliver en bydel med et ekstraordinært fokus på fællesskaber. Det er både i det nære naboskab, i de fælles kvarterhuse og gårdrum samt i større skala, hvor bydelen bliver et samlingspunkt for alle borgere i Albertslund Kommune, siger han.

Direktør i Freja Ejendomme, Carsten Rasmussen, siger:

– Den godkendte masterplan hviler på en meget ambitiøs bevaringsstrategi, der sikrer, at den nye bydel bygger videre på fængslets fantastiske historie og kvaliteter. Vi bevarer en stor del af det samlede fængselskompleks og de omkringliggende bygninger, for eksempel hovedbygningen med den ikoniske grønne port, inspektørboligen og kirken, og store dele af fængselsmuren. Det er en bæredygtig bydel, der virkelig kommer stærkt fra start med handling bag ord.

Næste milepæl er godkendelsen af en rammelokalplan, der skal fastlægge de overordnede, sammenhængende strukturer i området. Albertslund Kommune har besluttet at sende et forslag til rammelokalplan i offentlig høring i perioden d. 16. september til og med d. 11. november.

Relateret indhold