It-projekt kan blive forbillede

I forbindelse med sammenlægningen af to hospitaler laves et gigantisk it-projekt, der skal samle et digitalt overblik over bygningerne. Dermed kan projektet blive forbillede for den kommende digitalisering af hele statens bygningsmasse, som forventes at give milliardgevinster.
Det mere end 100 år gamle Bispebjerg Hospital skal lægges sammen med Frederiksberg Hospital. Sammen lægger de to hospitalers nye og gamle bygninger mursten til danmarks-historiens største digitaliseringsprojekt. Foto: Claus Peuckert.
Det mere end 100 år gamle Bispebjerg Hospital skal lægges sammen med Frederiksberg Hospital. Sammen lægger de to hospitalers nye og gamle bygninger mursten til danmarks-historiens største digitaliseringsprojekt. Foto: Claus Peuckert.

Supernørdet og mega overkill! Sådan lyder den spontane vurdering fra Claes Brylle Hallqvist, vicedirektør for Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, når han kort og kontant skal bedømme statens nye krav om digitalisering af den offentlige bygningsmasse.

Men hvis balancegangen mellem det nørdede overkill og den brugbare viden findes, kan Claes Brylle Hallqvist godt se fordele ved, at data om de mere end 100 år gamle Bispebjerg og Frederiksberg Hospitalers såvel oprindelige som nye bygninger nu samles ét sted.

– Der er umiddelbart alt, alt for mange informationer i et digitaliseringsprojekt af denne størrelse til, at det giver mening i den virkelige verden. Men omvendt ved vi i dag helt konkret ikke, hvor mange kvadratmeter og rum vi rent faktisk råder over, og det kunne et stykke hen ad vejen være brugbar viden for os at kortlægge. Kunsten er, at det ikke må blive et projekt udarbejdet af nørder for nørder, siger han.

Identifikation af problembørn i driften

IKT-bekendtgørelsen kan hurtigt blive for nørdet, hvis man falder i fælden med blot at digitalisere for digitaliseringens skyld. Det mener blandt andet den strategiske bygherrerådgiver, Bascon, der har et godt indblik i den virkelighed, offentlige bygherrer befinder sig i.

– Staten har sat det her i værk for at skabe et samlet overblik over offentligt byggeri. Men digitalisering kan også skabe mere lokalt og værdifuldt overblik for den enkelte offentlige bygherre, hvis det gennemføres på brugernes banehalvdel. Det er et spørgsmål om at gøre viden operationel, og i almindelig drift er der for eksempel ikke behov for samme detaljering som i selve byggeriet, siger Ralf Bo Petersen, der er projektdirektør i Bascon.

Manglende overblik

Nicolai Hvid, der er direktør i Archiwise og ekstern lektor på DTU, har bred erfaring i digitalise-ring og 3D-modellering. Digitaliseringen og 3D-modelleringen omfatter både hospitalernes gamle bygninger og det kommende nybyggeri. Og alene i den gamle bygningsmasse har rådgiverne allerede fundet flere eksempler på et konkret behov for digitalt overblik:

– Vi har lige nu 300 rum i databasen, som ikke findes i virkeligheden. Til gengæld er der 200 andre rum, som findes i virkeligheden, men som ikke er registreret i databasen. Bygherren har altså overhovedet ikke et retvisende billede af hospitalets bygninger, hverken i forhold til byggeri eller drift. Ved at starte med det geometriske overblik og herefter tilføje mere og mere data, indtil vi til sidst når frem til den form for datamodeller, der passer til henholdsvis byggeriet og driften hos den enkelte bygherre, udnytter vi processen til at skabe netop det resultat, som både skaber værdi for bygherre og stat, forklarer Nicolai Hvid.

Udsigt til milliongevinster

Nicolai Hviid er slet ikke i tvivl om, at Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg kan forvente gevinster af digitaliseringen. Han spår nemlig, at der på længere sigt vil være en milliardgevinst i kølvandet på den digitalisering og modellering, som ifølge loven skal foregå af statens byg-ningsmasse. Men han pointerer, at det selvfølgelig kræver realisering med øje for de offentlige bygherrers virkelighed og praksis.

Han mener også, at danske virksomheder vil kunne hente store økonomiske gevinster ved at digitalisere og 3D-modellere deres bygningsmasse.

– Nogle virksomheder er allerede knivskarpe på det her område, mens andre er knap så skarpe. Det har vi konkrete eksempler på, siger han.

Relateret indhold