Manglende prioritering af klimasikring gør Lyngbyvejen til regnvandsbassin

Henrik Garver, administrerende direktør i FRI.
Henrik Garver, administrerende direktør i FRI.

Når Lyngbymotorvejen for tredje gang er spærret og flere andre indfaldsveje er stærkt svært fremkommelige på grund af de massive vandmasser, er det fordi klimasikring endnu ikke bliver højt prioriteret. Det undrer mig, når man ved flere lejligheder har fået advarsler om, hvor store skader skybrud kan forårsage. Det er udtryk for manglende planlægning at bruge Lyngbyvejen, der er den største hovedfærdselsåre til og fra København, som regnvandsbassin. Det kan pendlere, virksomheder og forretningsdrivende ikke være tjent med.

Intet konkret

Det bekræfter de resultater som FRI kom frem til i juni, hvor vi med udgangspunkt i State of The Nation-rapporten fra 2012 gennemgik partiernes holdninger til vedligehold af offentlig infrastruktur, som de fremgår af partiernes hjemmesider samt parti- og principprogrammer.

Analysen viser, at det kun er meget få partier, der har beskrevet, hvordan vi som samfund bedst bevarer værdien af landets infrastruktur.

Fælles for alle partier er, at ingen har sat konkrete beløb af til vedligehold. Vi taler om samfundsværdier for mellem 2100 milliarder til 3000 milliarder kr. svarende til 113-162 procent af Danmarks BNP (i løbende priser) i 2013, som ikke et eneste af de politiske partier har afsat økonomi til at vedligeholde.

Ude af øje, ude af sind

Det er typisk jernbaner og veje, der nævnes af flest partier, mens kloakker, vandforsyning og den offentlige bygningsmasse ikke har samme bevågenhed. Det er bekymrende, når eksempelvis kloakkerne, der repræsenterer en investering af op mod 500 milliarder kroner og vurderes til at have et vedligeholdelsesefterslæb og investeringsbehov på 20-55 milliarder kroner, knap nok nævnes.

Ude af øje, ude af sind lader til at være kutymen. Weekendens skybrud har vist konsekvensen af den holdning.

Relateret indhold