Det kom som en politisk bombe i sommervarmen, at De Konservatives leder Lars Barfoed onsdag bebudede sin afgang, og at han skal afløses af den i offentligheden totalt ukendte – bortset fra i Viborg – Søren Pape Poulsen.
Mange politiske iagttagere minder i den forbindelse om, at De Konservative nærmest skifter formænd, som andre skifter underbukser. Syv formænd på 17 år er det blevet til, siden Hans Engell konfronterede sig selv med en betonklods og blev afløst af Per Stig Møller, der selv havde lig i lasten fra spritkørsel i sin ungdom. Senere måtte Bendt “Betjent” Bendtsen rydde op.
Mr. 10 procent
Men De Konservative var ikke tilfredse med ti procent af vælgerne – mon ikke de længtes tilbage til den tid i dag – og Bendt Bendtsen forlod skuden for at overlade formandsposten til Lene Espersen. Hun gled i den arktiske is, da hun ikke deltog i et møde med blandt andre Hillary Clinton, og derefter kom Lars Barfoed til fadet.
Han var så uheldig, at Liberal Alliance var løbet med de konservative stemmer, og nu skal så en ukendt borgmester fra Viborg gøre forsøget – måske sidste skud i bøssen – på at redde Det Konservative Folkeparti fra politisk glemsel.
Uinteressant formand
De Konservative håber nu desperat på, at Viborg-borgmesteren kan vende skuden, men spørgsmålet er, om det ikke er for sent.
For det første er det nærmest umuligt at trænge igennem i medierne, når man ikke er medlem af Folketinget, og går der næsten et år, før der kommer folketingsvalg, er det svært at se, hvordan den nye formand skal tegne partiet udadtil. Han vil kort sagt være komplet uinteressant for medierne i den daglige politik.
For det andet er det et åbent spørgsmål, om det overhovedet er et personspørgsmål, der er årsag til den konservative krise. Problemet er nemlig, at De Konservative under først Anders Fogh Rasmussen og senere under Lars Løkke Rasmussen blev så glade for at sidde i ministerbilerne, at de glemte at være politikere og tegne den konservative “butik” udadtil.
LA fik succes
I mellemtiden dukkede Liberal Alliance for alvor op på den borgerlige banehalvdel med klare konservative budskaber om eksempelvis lavere skat og krav om reformer, og det fik de succes med.
De Konservative havde skam sagt det samme, men de havde sagt det så spagt, at ingen hørte dem, og da den daværende regering endelig kom med klare reformer, der var født af De Konservative, løb Lars Løkke Rasmussen med æren.
Meget tyder på, at det på forhånd er clearet af med den konservative gruppe, at Søren Pape Rasmussen overtager roret, men hvad med det politiske bagland, der blandt andre har set den unge Rasmus Jarlov som et klart bud på en konservativ formand efter Lars Barfoed?
I et parti, der traditionelt har haft meget kort til at stikke politiske knive i ryggen på de interne modstandere, er det at lægge en farlig kurs, når partitoppen uden om medlemsdemokratiet træffer vidtgående beslutninger.
Fordelen er, at de fleste konservative partimedlemmer godt ved, at partiet ikke vil overleve et nyt formandsopgør, og derfor kan Søren Pape Poulsen med stor sandsynlighed lade sig hylde på efterårets landsråd.
