Lang vej til fuld beskæftigelse

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri: Foto. Ricky John Moloy.
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri: Foto. Ricky John Moloy.

Selv Nationalbanken har været ude med påstande om, at bygge- og anlægsbranchen er tæt på fuld beskæftigelse og fuld kapacitetsudnyttelse. Men byggebeskæftigelsestal fra Danmarks Statistik maner effektivt denne vandrehistorie i jorden.

Med en sæsonkorrigeret byggebeskæftigelse på 148.500 personer i 2. kvartal 2014 ligger aktiviteten i øjeblikket stabilt på et lidt højere niveau end i de foregående år, men betydeligt under de ca. 160.000 personer, der er snittet i bygge- og anlægsbranchen de seneste 15 år. Og milevidt fra de næsten 190.000 beskæftigede, der var under boligboblen i 2007.

Det er især stormskaderne, men også et ganske højt offentligt anlægsomfang, der bidrager til en bygge- og anlægsbeskæftigelse, der ligger 4.600 personer højere end sidste år.

Dansk Byggeri forventer tilmed faldende byggebeskæftigelse i 2015, når de midlertidige effekter af stormskaderne klinger af, og når BoligJobordningen desværre nedlægges med en forventning om ca. 5.000 flere ledige håndværkere til følge.

4.000 flere

Ifølge Danmarks Statistik var der i faktiske tal, midt i maj 147.300 beskæftigede arbejdere, funktionærer og mestre ved bygge- og anlægsvirksomhed. Det var 4.600 flere end på samme tid i 2013.

Der er nu for andet kvartal i træk tale om en stabil årlig stigning i beskæftigelsen på godt tre pct., som primært skyldes storm- og stormflodsskaderne samt BoligJobordningen, da det ifølge Danmarks Statistik netop er beskæftigelsen ved reparationsvirksomhed, der er steget med 4.000 personer i år.

I øjeblikket bidrager bygge- og anlægsbranchen således positivt til den beskedne vækst og den begyndende normalisering, der ikke bør forveksles med et egentligt opsving.

Lavt boligbyggeri

Når bygge- og anlægsbeskæftigelsen ikke for alvor løfter sig, så skyldes det et historisk lavt nybyggeri af boliger og i det hele taget et lavt niveau af privat bygge- og anlægsvirksomhed. I øjeblikket fylder de offentlige opgaver det meste af ordrebøgerne.

Ser man på faggruppernes beskæftigelsesudvikling, er det markant, at der i år er 2.400 flere beskæftigede tømrere. Det skyldes både stormskader og Boligjobordning. Derudover er der 1.500 flere beskæftigede anlægsentreprenører på grund af offentlige anlægsinvesteringer i veje og jernbaner.

Relateret indhold