Kun fem procent ledige – men også færre i arbejdsstyrken

Chefkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Chefkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Det er ikke kun BNP-væksten, men også det danske arbejdsmarked, der retter sig op i øjeblikket. Og det er naturligvis godt nyt for dansk økonomi, men det er alt for tidligt at stole på et økonomisk opsving.

De positive tendenser skal fastholdes i flere kvartaler og skal kombineres med fortsat beskæftigelsesfremgang. Indtil da bør man lade champagnen blive på køl.

Faldende ledighed ikke nødvendigvis indebærer stigende beskæftigelse. Det er velkendt, at blandt andet dagpengereformen og de nye ydelser – uddannelseshjælp og arbejdsmarkedsydelse – fra årsskiftet har ekspederet en del personer helt ud af ledighedsstatistikken.

Moderat udvikling

Danmarks Statistiks ledighedstal for april er endnu ikke brancheopdelt. Der er dog grund til at forvente, at bygge- og anlægsbranchen er blandt de førende i den positive udvikling i 2014, men at det omvendt i høj grad skyldes midlertidige engangseffekter.

Vi ved blandt andet fra 3Fs a-kasse, at byggeledigheden er lav for tiden. Det skyldes i høj grad ekstraordinære, positive engangseffekter primært i form af udbedring af storm- og stormflodsskader. Den underliggende konjunkturudvikling i branchen er fortsat moderat. Særligt er både bolig- og erhvervsbyggeriet historisk lavt. Så den aktuelle hjælp fra vejrguderne ændrer ikke på, at der fortsat er behov for en mere ambitiøs vækstpakke og en videreførelse af BoligJob-ordningen.

Styrken falder

Det er velkendt, at arbejdsstyrken er faldet i løbet af den langvarige krise. Mange har trukket sig helt ud af arbejdsmarkedet enten frivilligt eller som følge af reformer.

Flere er blevet hængende længere tid i uddannelsessystemet. Men det vækker bekymring, at der også i det seneste år, fra april 2013 til april 2014 – hvor dansk økonomi ellers har kunnet mærke et stemningsskift – er blevet 19.000 færre i arbejdsstyrken.

Relateret indhold