I går tildelte Banedanmark MT Højgaard Danmark ordren på 509 mio. kroner til etablering af en ny jernbanebro over Guldborgsund.
I dag har entreprenørvirksomheden indgået en kontrakt med DSB til en værdi på 1,3 mia. kroner.
Kontrakten vil være ubetinget, når DSB’s bestyrelse endeligt tiltræder denne den 25. august 2022, og der opnås tilladelse til byggeriet.
Kontrakten indgår i DSB’s betingede og faseopdelte udbud, som MT Højgaard Danmark vandt i foråret 2021.
I fase 1 har DSB, Moe Rådgivende Ingeniører, MT Højgaard Danmark og de øvrige parter i fællesskab fastlagt konstruktions- og udførelsesprincipper, og det har nu ført til indgåelse af kontrakten på totalentreprisen i fase 2.
Er i gang flere steder
MT Højgaard Danmark er ved Godsbanen i København i gang med at opføre et lignende værksted med tilhørende infrastruktur til 641 mio. kroner.
Desuden har MT Højgaard Danmark vundet et faseopdelt, betinget udbud på nyopførelse af et værksted i Aarhus og ombygning af et eksisterende værksted i København, som også skal servicere DSB’s eltog. Begge projekter er lige nu i samarbejdsfasen.
– Det er en strategisk prioritet for MT Højgaard Danmark at indgå samarbejdsaftaler som denne, hvor den høje grad af åbenhed gør det muligt at skabe værdi for bygherren med det samme og nedbringe risikoen, fordi vi sidder med ved bordet, inden totalentreprisekontrakten underskrives. Beslutningsgrundlaget bliver meget præcist, når vi i fællesskab definerer konstruktions- og udførelsesprincipper med løsningsforslag fra arkitekt, rådgivere og entreprenører, siger porteføljechef i MT Højgaard Danmark, Søren Sørensen.
Kontrakten ændrer ikke MT Højgaard Holdings udmeldte forventninger til 2022, men vil yde et væsentligt bidrag til koncernens langsigtede, bæredygtige udvikling i de kommende år.
Udsat for en del kritik
Værkstedet i Næstved skal benyttes til reparation og vedligehold af DSB’s nyindkøbte ellokomotiver og togstammer samt eksisterende dobbeltdækkervogne.
Værkstedet på 18.000 m2 får plads til otte spor, og udførelsen starter i januar 2023.
Adm. direktør i DSB, Flemming Jensen, siger:
– Projektet har været længe undervejs, og DSB og projektet har også været udsat for en del kritik i lokalområdet i Næstved, hvor der har været skrevet og sagt meget om dets beliggenhed og udseende, men hvor det er DSB’s opfattelse at vi nu har fået tilpasset projektet bedst muligt til de mange indsigelser og ønsker.
Byggeriet skal efter planen afleveres til DSB i sommeren 2025.