Finske CapMan, der købte den røde lagerbygning i januar 2019, har solgt den små 10.000 kvm store ejendom til tyske THI Investments. Ejendommen, der er en historisk fredet rød bygning fra 1883, kaldes også ‘Rød Lagerbygning’.
Industriejendommen blev oprindeligt anvendt til opbevaring af korn, lager og værksted, men er nu under forvandling til 6.000 kvm kontorlokaler. Renoveringen fortsætter ind i første halvdel af 2023, hvor den forventes tilendebragt.
Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark oplyser, at CapMan Real Estate udfører omdannelsen fra lagerbygning til kontorejendom i samarbejde med Revco. Årstiderne Arkitekter (Sweco) varetager projekteringen i samarbejde med EKJ Rådgivende Ingeniører, mens Rasmus Friis A/S varetager hovedentreprisen.
Projektet omfatter gennemgribende ombygning samt udvidelse af bygningen med en ekstra etage i let konstruktion og store glaspartier, hvor der etableres ca. 400 m2 tagterrasse.
De to rummelige kælderetager bliver sandsynligvis indrettet til hhv. parkeringskælder i den øverste kælder og teknik/arkiv i den nederste kælder.
Original, rustik og industriel
Peter Gill, Partner og Head of CapMan Real Estate Denmark, glæder sig over, at salget af den yderst attraktive ejendom nu er en realitet.
– Renoveringen skrider godt frem, og bygningen er præget af det originale, rustikke, industrielle udtryk kombineret med et moderne look og funktionaliteter i en unik kombination, der fanger hele områdets atmosfære. Vi havde en stor lejerinteresse i bygningen og underskrev for nylig en langsigtet lejekontrakt med Boston Consulting Group.
Køberen THI Investments var bl.a. tiltrukket af stedets charme, og at alle lejemål er udlejet fra 2023.
Også erhvervsmægleren CBRE, der har været sælgers rådgiver i handlen, er tilfreds med at se købet falde på plads.
– Denne ejendom har tiltrukket sig bred opmærksomhed fra internationale og nationale investorer på kontormarkedet, har en fantastisk beliggenhed i København og er et unikt og interessant produkt, siger Christian Bro Jansen, head of capital markets Denmark.