Byggeri København, der er Københavns Kommunes egen bygherreenhed, har til opgave at styre, opføre, renovere og modernisere kommunale bygninger såsom skoler, daginstitutioner, idrætsanlæg og kulturinstitutioner for de forskellige forvaltninger i kommunen. Faktisk er Byggeri København en af landets største bygherrer, så her tænker man naturligvis også i genbrug af byggematerialer. Det er baggrunden for det såkaldte Rønneboprojekt, hvor man har fokus på genbrug af huldæk i beton.
– Vi afventer den endelige evaluering, men de foreløbige testresultater ser gode ud, siger civilingeniør Steffen Moe, der er konstruktionsingeniør hos arkitekt- og ingeniørvirksomheden Sweco, som er en af samarbejdspartnerne i projektet, hvor man har nedtaget 84 huldæk fra to tidligere plejehjem. 52 af disse befinder sig hos betonelementproducenten Boligbeton, mens 32 befinder sig hos CRH Concrete.
Hvad må sparet CO2 koste
Ifølge chefkonsulent i Byggeri København, Jens Runge, vil det næppe være alle elementer, der er lige velegnede til genbrug, men han er enig med Steffen Moe i, at man på projektets nuværende stade ser positivt på det videre forløb. Jens Runge understreger imidlertid vigtigheden af at kunne skalere genbrugsprocessen op, idet det ikke giver mening blot at kunne genbruge få eller et mindre antal elementer.
– Der er tale om en kostbar proces, og derfor er det nødvendigt at tage stilling til, hvad det rent faktisk må koste at spare et ton CO2. Politisk er det vedtaget, at man gerne vil betale op til tre procent mere beregnet ud fra den samlede anlægssum med henblik på at lave det konkrete udviklingsprojekt med huldækkene. Men det er klart, at hvis det skal skaleres, skal det give mening i forhold til omkostningerne ved at gøre det, siger Jens Runge.
Kritisk masse er vigtig
I hans optik handler det om at få prisen ned, og i den forbindelse får begrebet kritisk masse stor betydning. Den betragtning er Steffen Moe helt enig i, idet han påpeger, at det handler om at finde det optimale skæringspunkt mellem de politiske krav og forventninger, hensynet til klimaet samt den samlede økonomi. Så selv om de foreløbige resultater i forbindelse med test og håndtering af de nedtagne huldæk ser gode ud, foreligger der ikke en endelig konklusion for fremtiden.
Ifølge Jens Runge håber man på at komme et stort skridt videre i udviklingen af genbrug af betondæk, idet han forventer, at der snart kan underskrives kontrakt med en totalentreprenør om opførelse af et nyt byggeri, hvor genbrugselementerne kan indbygges. Hvem, der bliver tale om, er ikke besluttet endnu. Til gengæld er det besluttet, at de første betonelementer skal genbruges i forbindelse med botilbuddet E-Huset, som opføres ved Sjælør station i København.

Mangler stadig en standard
Udfordringen er imidlertid, at der endnu ikke findes en standard med metoder og krav for genbrug af betonelementer i nybyggeri i Danmark. Derfor siger det sig selv, at processen både kræver godkendelse fra en certificeret statiker og ikke mindst, at bygherre – i dette tilfælde Byggeri København – er indstillet på at påtage sig en vis risiko. Især i forhold til sikkerhed, bæreevne og økonomi.
– Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun er omhyggelige i forbindelse med nedtagningen, men også når det gælder håndtering, og det vi kalder for den efterfølgende modningsproces. Den udføres i samarbejde med de leverandører af betonelementer, som vi samarbejder med. De spiller nemlig en stor rolle i forbindelse med de forskydningstest, der skal udføres, og som de står inde for, mens egentlige bøjningstest foretages af Teknologisk Institut, uddyber Steffen Moe.
Genbrug koster mange penge
Omfattende test er vigtige med henblik på at opnå testresultater, der er er så repræsentative som muligt. Det er en helt ny verden, man er ved at bevæge sig ind i omkring genbrugsdækkenes bæreevne, men det er også en verden med mange usikkerhedsmomenter, især når det gælder økonomien. Derfor er Jens Runge da heller ikke overbevist om, at genbrug af betonelementer, hvad enten der er tale om huldæk eller vægelementer, altid er den optimale løsning.
– Et nyt dæk koster cirka 500 kroner pr. kvadratmeter, mens et genbrugt dæk koster cirka 14 gange mere, hvis de samme forhold gør sig gældende som i Rønneboprojektet. Det er dog ikke ualmindeligt for et pionérprojekt som dette. Her blev alle fuger f.eks. diamantskåret manuelt, hvilket er en kostbar proces. Den metode skal videreudvikles, så den f.eks. bliver maskinelt udført af en robot, for at få prisen mærkbart nedad, slutter Jens Runge.
