Ny dry port åbner for 300.000 m2 byggeri på Fyn

ADP og PFA vil udvikle et 900.000 m2 stort område ved Middelfart til lager, logistik og domiciler. Der kan bygges 300.000 m2 med forventet byggestart i 2029.
Offentliggørelse af udviklingsaftalen for Fyn Dry Port. Fra venstre: Bestyrelsesformand i ADP Christian Herskind, borgmester i Middelfart Kommune Anders Møllegård og borgmester i Fredericia Kommune Peder Tind. PR-foto: ADP/Middelfart Kommune/Claus Fisker.

Et nyt stort erhvervs- og logistikområde er på vej på Vestfyn.

ADP og PFA har indgået en udviklingsaftale om Fyn Dry Port i Middelfart Kommune. Projektet omfatter et samlet grundareal på 900.000 m2 med mulighed for at bygge 300.000 m2.

Planerne omfatter moderne lager- og logistikfaciliteter samt mulighed for individuelt tilpasset domicilbyggeri.

Efter planen kan byggeriet gå i gang i 2029.

Læs også

Første spadestik: 32.000 kvm lager- og logistikbyggeri på vej ved Fredericia

Projektet bygger videre på erfaringerne fra Taulov Dry Port ved Fredericia, som ADP og PFA har udviklet siden 2017. Her er der allerede opført omkring 300.000 m2 logistikfaciliteter, mens næste fase i Hertugens Kvarter rummer yderligere 220.000 m2.

Dermed er størstedelen af udviklingsmulighederne i Taulov disponeret, og parterne retter nu blikket mod den anden side af Lillebælt.

– Ambitionen med at skabe grundlaget for udviklingen af en Dry Port i Middelfart er en naturlig videreførelse af den succes, vi oplever i Taulov, som har bidraget positivt til lokalområdet omkring Fredericia og samtidig har været en god investering for PFA’s kunder, siger ejendomschef hos PFA, Peter Morgan.

Stor interesse fra erhvervslivet

Ifølge ADP er der allerede interesse for projektet blandt virksomheder.

– Vi er også glade for, at vi sammen med PFA har indgået en udviklingsaftale med ambitionen om at etablere en Dry Port på Fyn, hvor vi oplever, at der er en stor interesse fra erhvervslivet, siger CEO i ADP, Rune D. Rasmussen.

Læs også

Grenaa Havn og ADP indgår samarbejde: Skal løfte komplekse vindopgaver

Udviklingen sker i samarbejde med Middelfart og Fredericia kommuner, og ambitionen er at bruge erfaringerne fra Taulov til at tiltrække virksomheder og investeringer til området omkring Ejby.

– Med udviklingsaftalen om en dry port tager vi et stort skridt mod at tiltrække nye virksomheder, investeringer og arbejdspladser til Middelfart Kommune, siger Middelfarts borgmester, Anders Møllegård.

Læs også

Rekordregnskab for danske havne: 22 procent vækst i omsætning

En analyse fra EY baseret på erfaringerne fra Taulov Dry Port vurderer, at Fyn Dry Port på sigt kan skabe omkring 1.000 direkte arbejdspladser i Middelfart Kommune og op mod 2.000 beskæftigede på landsplan.

Relateret indhold