AI skal ikke længere kun være et værktøj, som den enkelte medarbejder eller virksomhed eksperimenterer med. Teknologien er på vej til at blive en mere integreret del af den måde, arkitektvirksomheder arbejder og konkurrerer på.
Det er i hvert fald signalet fra Verka Collective, der nu investerer i det københavnsk stiftede AI-konsulenthus Nordfy og samtidig gør selskabets stifter, Tiago Pereira, til Chief AI Officer.
Verka Collective er en europæisk platform for uafhængige arkitekt-, landskabsarkitekt- og designvirksomheder, som deler en række ressourcer og kompetencer, men fortsætter under egne brands.
Her er AI’s bud på de vigtigste tendenser for byggeriet
Med investeringen bliver AI nu en af de kompetencer, der skal stilles til rådighed på tværs af virksomhederne. Målet er blandt andet at bruge teknologien i projekter og arbejdsgange samt til tilbud, forretningsudvikling, videndeling og kompetenceopbygning.
– Med Nordfy tilfører vi en ny strategisk kapacitet til platformen, som alle virksomheder i kollektivet kan få adgang til. Det er en fælles investering i viden, teknologi og kompetencer, som bliver afgørende for fremtidens arkitektvirksomheder – og som ville være vanskelige at opbygge alene, siger CEO Frants Nielsen, Verka Collective.
Fra eksperiment til forretning
Investeringen kommer på et tidspunkt, hvor arkitekt- og rådgivningsvirksomheder skal håndtere stadig flere krav til blandt andet dokumentation, bæredygtighed, transformation, regulering og digitalisering.
Her ser Verka Collective AI som et middel til blandt andet at effektivisere arbejdet, styrke kvaliteten i projekter og tilbud og udvikle nye ydelser.
AI har bidt sig fast i driften af danske bygninger
Dermed peger investeringen på en bredere bevægelse, hvor AI-kompetencer ikke alene bliver et spørgsmål om software, men også om organisering og konkurrenceevne.
– Den forretningsmæssige pointe er, at AI bliver en vigtig del af arkitektvirksomhedernes konkurrenceevne. Det handler om at kunne arbejde klogere, reagere hurtigere på markedet, styrke kvaliteten i tilbud og projekter og udvikle nye måder at skabe værdi for kunderne, siger CCO Sonja Stockmarr, Verka Collective.
Kunstig intelligens vil forandre byggebranchen for altid
Nordfy blev stiftet i København i 2023 og rådgiver virksomheder om anvendelse og implementering af kunstig intelligens. Konsulenthuset, der har kontorer i København og Lissabon, fortsætter som selvstændig virksomhed med egne kunder, samtidig med at Tiago Pereira får ansvaret for AI-rådgivning, udvikling og support på tværs af Verka Collective.
– Verka Collective giver Nordfy mulighed for at udfylde præcis den rolle, vi er skabt til: at hjælpe ambitiøse arkitektur- og rådgivningsvirksomheder med at gøre AI anvendelig, udviklende og værdiskabende i praksis, siger Tiago Pereira.
