Ny direktør for Skandinaviens største teglfabrikant vil udfordres af sine ansatte

Markedet kræver innovation og nyskabelse, mener den ny direktør. Det kommer ikke altid fra chefernes kontorer.
Thomas Juul Jensen kommer fra en stilling som VP Sales & Marketing i VELUX Commercial, hvor han har haft ansvar for den europæiske forretning inden for erhvervsbyggeri. Foto: Egernsund Weinerberger.

Thomas Juul Jensen har per 1. april sat sig for bordenden som Managing Director for Wienerberger Scandinavia – Danmark, Norge og Sverige.

Dermed er han også direktør for Egernsund Wienerberger og Komproment i Danmark.

Han har flere topposter i danske produktionsvirksomheder som Rockwool og Velux i baggagen, men er nu klar til at udnytte et uforløst vækstpotentiale for teglproducenten.

Læs også

Facadeleverandør vil styrke dansk position og ser mod Europa

– Wienerberger er verdens største teglproducent og arbejder med et produkt, der har flere tusinde års historie bag sig, siger Thomas Juul Jensen.

– Det kunne få nogle aktører til at blive en anelse konservative og passive, men hos wienerberger er det modsatte tilfældet. Vi søger hele tiden nye vækstområder og arbejder som markedsleder målrettet med at udvikle hele industrien og forbedre en i forvejen velafprøvet opskrift.

Vil udfordres af de ansatte

Vækstpotentialet kræver innovation, mener den ny direktør. Og her har han en plan for, hvordan de kan blive bedre: De ansatte skal spille en større rolle.

Den ny direktør vil nemlig gerne udfordres af de ansatte og få dem med til at drive innovationen.

– I min optik er innovation drevet af dygtige og engagerede medarbejdere, siger Thomas Juul Jensen og fortsætter:

Læs også

Ny FRI-direktør: Ingeniørviden skal fylde mere i samfundsdebatten

– Som leder er det vigtigt at lytte, for de gode ideer opstår ofte på tværs af organisationen og kunderne. Det ligger mig meget nært at skabe en kultur med direkte dialog og korte beslutningsveje. Jeg er meget direkte og siger tingene, som de er, men det forventer jeg også af mine medarbejdere, uanset position og titel.

Som direktør for teglproducenten vil et af de store hovedfokusser være på at skabe en kultur, hvor det er okay at sige chefen imod.

– Et miljø, hvor medarbejdere ikke gemmer på de gode idéer, og hvor de tør råbe højt, når ledelsen fremlægger de dårlige af slagsen.

Større fokus på renovering

Thomas Juul Jensen ser især vækstmuligheder inden for renovering, hvor interessen fra bygherre lige nu er stigende.

– Først og fremmest skal vi koncentrere os om områder, der ikke er stagneret, og hvor tegl har en åbenlys berettigelse. Det vil helt naturligt være inden for renovering, som i modsætning til nybyggeriet er mindre konjunkturfølsomt, siger han.

Læs også

Videnscenter for træbyggeri får ny direktør

Udover at være bedre egnet til et usikkert marked er renoveringer også den grønne vej at gå for byggebranchen.

– Renovering knytter sig også tæt til bæredygtighedsagendaen, som jeg ser som en fortsat vigtig del af vores vækststrategi. Egernsund Wienerberger har i mange år arbejdet massivt på at videreudvikle og forbedre murstenen, som store dele af den danske bygningsarv består af.

Et arbejde, der ifølge virksomheden selv, har gjort dem til en af teglbranchens førende aktører inden for grøn innovation. Den position skal nu fastholdes.

Relateret indhold