Dårligt drevet ventilation og usynligt energitab kan drive varmeregningen op.
Nu skal et nyt DTU-forskningsprojekt med data fra 2.000 danske lejligheder undersøge mekanismerne bag.
DTU forventer, at projektet, der går under navnet Air Repair, har potentiale til at kunne reducere varmeforbruget med op mod 20 pct. i gennemsnit i de deltagende bygninger.
Mange af lejlighederne har allerede digitale radiatormålere, men nu installeres også klimasensorer, der måler blandt andet temperatur og luftfugtighed samt i nogle tilfælde CO2-sensorer.
Kombinationen af varmeforbrug og indeklimadata skal gøre det muligt at finde sammenhænge, som hidtil har været usynlige, og ambitionen er at mindske problemer med fugt, tør luft og risiko for skimmel markant gennem bedre styring af ventilation og indeklima.
For tørt indeklima flyver under radaren i bygningsreglementet
– Hvis en lejlighed bruger væsentligt mere varme end forventet, kan det være tegn på overventilation eller uhensigtsmæssig adfærd, siger Kevin Michael Smith, lektor på Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi på DTU, og fortsætter:
– Omvendt kan for lidt ventilation øge risikoen for fugt og mug. Det er den balance, vi forsøger at forstå langt bedre.
Har sat ambitionerne højt
De 2.000 lejligheder er fordelt på 20 bygninger, og ifølge DTU er projektets størrelse usædvanlig.
Deadline om ni måneder: Spår væld af målerinstallationer
– Det er meget unikt at have adgang til så detaljerede og kontinuerlige data fra så mange lejligheder. Derfor har vi også sat ambitionerne højt, siger Kevin Michael Smith og fortsætter:
– Der er ingen tvivl om, at vi har store forventninger til at kunne udvikle værktøjer, der i fremtiden kan reducere varmeforbruget samt informere om varmetab og dårlig ventilation. Hvis projektet lykkes, kan det ændre måden, vi arbejder med energiforbrug og indeklima i boliger på.
