Virksomheder og bygningsejere bliver mødt med lange sagsbehandlingstider og forskellige krav, når de vil producere grøn strøm på egne bygninger.
For ofte kræver det en byggetilladelse, og den kan i nogle kommuner tage over 100 dage at få, lyder det fra Dansk Industri (DI).
Modstanden stiger: Vil hellere bo ved kirkegårde og børnehaver end en solcellepark
– Vi skal have mere vedvarende energi hurtigere, og det kræver, at vi fjerner de regler, der ikke længere giver mening. Kravet om byggetilladelse for solceller på tage er et klart eksempel på unødigt bureaukrati, som forsinker projekter uden at forbedre hverken sikkerhed eller kvalitet, siger Ida Ruge-Andersen Friis, der er branchechef i DI Teknik & Installation.

Tagflader rummer stort potentiale
I dag håndterer kommunerne ansøgninger om tagmonterede solcelleanlæg meget forskelligt, og ifølge organisationen betyder det usikkerhed, ekstra omkostninger og i nogle tilfælde udsatte eller annullerede projekter.
Ida Ruge-Andersen Friis fortæller, at i mere end halvdelen af landets kommuner afhænger kravet om byggetilladelse af en konkret og ofte skønsmæssig vurdering, og i enkelte kommuner kræver det som udgangspunkt en byggetilladelse uanset bygningstype.
– Solcelleanlæg på tage kan i praksis sidestilles med andet teknisk udstyr på bygninger, som f.eks. varmepumper og ventilationsanlæg, der normalt ikke kræver byggetilladelse. Derfor bør tagmonterede solceller som udgangspunkt heller ikke gøre det.
Hverdagsstrømmen bør komme fra solceller på tage og facader
DIs forslag omfatter udelukkende solceller på bygningers tage, og eventuelle særlige hensyn, blandt andet til fredede bygninger og kulturmiljøer, bør fortsat håndteres gennem bygningsreglementet og den eksisterende lovgivning, siger branchechefen:
– Skal vi lykkes med elektrificeringen af samfundet, har vi brug for langt mere vedvarende energi. Tagflader rummer et stort potentiale, og her bør reglerne gøre det let og ikke besværligt at investere i grøn strøm.
