Nyt landsbyfællesskab tager form ved Aalborg

18 almene boliger skal etableres ved gammel herregård. Et moderne landsbyliv, ifølge Himmerland Boligforening.
Foruden Himmerland Boligforenings 18 almene boliger indrettet i rækkehuse vil der i området kunne opføres 14 fritliggende ejerboliger.

Himmerland Boligforening er nu i færd med at stille 18 almene boliger på benene ved en gammel herregård vest for Aalborg.  

Projektet tager afsæt i områdets kulturhistorie og gentænker landsbylivet i en moderne kontekst med fokus på fællesskab, natur og nærhed til byen.

Det er i hvert fald visionen for boligforeningen.

– For godt 100 år siden blev der fra herregården Store Restrups jorde udstykket 50 husmandssteder, som udviklede sig til et stærkt lokalsamfund baseret på andelstanken. Den fortælling danner grundlag for det nye byggeri, hvor vi med herregården som nærmeste nabo vil fortolke historien i nutidige rammer, siger Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening.

Læs også

A. Enggaard afleverer 7.500 m2 til et af verdens største energianlæg

Området er udpeget som kulturmiljø, og byggeriet skal udføres med respekt for landskab og eksisterende struktur, oplyser OIe Nielsen.

Boligerne placeres som spredte enheder med mindre private haver.

– Med St. Restrup Fælled ønsker vi at skabe en nutidig udgave af det klassiske landsbyfællesskab, siger Ole Nielsen og fortsætter:

– Man bor midt i naturen og i et kulturhistorisk landskab, men har samtidig fordelene ved kun at være et kvarters kørsel fra Aalborg.

Byggeprojektet forventes færdig i 2027 og har en anskaffelsessum på 40 mio. kr.

Relateret indhold