Dansk Erhverv om ”katastrofe” i Energinet: Ny regering skal tage et opgør

Valgkampen overså krisen i Energinet til erhvervsorganisationens store forundring. Hele omstilling er reelt sat på standby.
Mand med elmast i baggrunden
Energinet er en lille måned inde i deres tre måneder lange stop for nye elnet-projekter. Pausen skal bruges til at lægge en ny strategi, ifølge Dansk Erhverv. Foto: Energinet.

– Først og fremmest er det ulykkeligt, at man er nået til en situation, hvor man har sat det på pause.

Sådan lyder de første ord fra Esben Thietje Mortensen, Energipolitisk chef i Dansk Erhverv, når han skal beskrive den situation, der indtraf for en måned siden, i Energinet.  

Alle nye ansøgninger satte de på pause i tre måneder.  

Det var ikke længere muligt at følge den massive vækst af ansøgninger, oplyste Energinet. Særligt ansøgninger til datacentre og power to x-anlæg havde overophedet selskabet.

I praksis er den grønne omstilling derfor sat midlertidigt ud af spil, når der ikke kan lægges elnetkabler til nye vindmøller, solceller, batterier eller power to x-anlæg.

Læs også

Nedsmeltning: Energinet giver indblik i de store elnet-problemer

For en måned siden vakte beslutningen allerede undren. Den undren og skepsis er kun vokset for Esben Thietje Mortensen:

– Fortælling om, at det er kommet ud af det blå, giver ikke mening. Det har været et problem i flere år, og Energinet har ikke gjort hjemmearbejdet godt nok.

– Det er en katastrofe, man er vadet ind i.

I Dansk Erhverv vurderer de dog, at beslutningen var nødvendig at træffe. Men det kunne have været håndteret langt bedre, hvis Energinet havde taget bestik af de røde blinkende lamper for lang tid siden.

Brug pausen og læg en strategi

Nu er pausen indtrukket. Og nu er det på tide at finde en ny retning for Energinet. En erkendelse, de også selv er kommet frem til.

Fremover skal de prioritere mellem de mange ansøgninger, der strømmer ind til store industriparker, datacentre eller solcelleparker.   

– Man har arbejdet med et først til mølle-princip. Derfor har VE-projekter også kunnet ende med årelange ventetider. Det er ikke den smarteste måde at gøre det på, siger Esben Thietje Mortensen.

Læs også

Energinet-krise mærkes på markedet: Virksomheder kan ikke få leveret strøm

I stedet mener de i Dansk Erhverv, at Energinet skal finde en model, der tager højde for projekternes samfundsmæssige og samfundsøkonomiske værdi.

Det kan for eksempel betyde, at en vindmøllepark med et tilknyttet batteri – der har en god samfundsøkonomi – skal forrest i køen.

– Man skal se på den samfundsøkonomiske værdi og lave en model, der kan afgøre på forhånd, hvilke projekter der giver bedst mening at få afviklet først, siger han og fortsætter:

– Det handler ikke om at afvise ansøgninger, men om at prioritere, hvilke der skal behandles først.

Ny regering skal tage et opgør

Krisen i det dansk ejede energiselskab mener man i Dansk Erhverv er så stor, at den skal kigges efter i sømmene.

De foreslår, at den ny regering – når den kommer – skal lave en analyse og vurdering af Energinet.

– En ny regering skal kigge på, hvordan Energinet er drevet. Skal ejerskabet af organisationen rykkes? Skal organisationen indrettes anderledes? Og så er det helt afgørende, at man kigger på at øge de driftsmæssige og kommercielle kompetencer internt, siger Esben Thietje Mortensen.

Læs også

Rekordhøjt energiforbrug – og det er godt nyt for grøn omstilling

Han er ked af, at det ikke fyldte mere i valgkampen – for det burde det. Den grønne omstilling er sat på pause, fordi man ikke har været dygtig nok at administrere de elnet-opgaver, der er landet.

Det skal ændres, hvis vi skal I mål med omstillingen, og hvis der skal gøres håb om at få et VE-forretningseventyr i Danmark.

– Der er behov for en bedre udgave af Energinet.

Relateret indhold