Groft uforsvarligt asbestarbejde burde få alle alarmklokker til at ringe

Regler og lovgivning kan ikke stå alene i asbestsager. Kyniske aktører i branchen er villige til at bøje eller bryde reglerne, hvis de kan tjene penge på det.

TV2 kan i denne uge dokumentere autoriserede virksomheder, der bryder reglerne og udfører arbejde med asbest på måder, som kan udsætte både arbejdere, naboer og omgivelser for farlige fibre.

Det er groft uforsvarligt asbestarbejde som burde få alle alarmklokker til at ringe.

For vi ved, at konsekvenserne kan være alvorlige. Op mod 300 danskere dør hvert år af sygdomme forårsaget af asbest.

Læs også

30 dages betinget fængsel for asbest-forfalskning: ”Dommen er alt for mild”

Vi har i årtier kæmpet for at beskytte vores medlemmer mod netop den risiko. Derfor var det også en vigtig sejr, da der tidligere i år blev indført en autorisationsordning for virksomheder, der arbejder med nedrivning af asbest.

Formålet var klart: Arbejdet skulle udføres af virksomheder, der har den nødvendige viden, uddannelse og ansvarlighed.

Så langt så godt. Men TV2’s afsløring viser desværre også, at regler og lovgivning ikke kan stå alene. For der findes stadig kyniske aktører i branchen, som er villige til at bøje eller bryde reglerne, hvis de kan tjene penge på det.

Reglerne skal håndhæves konsekvent

Asbest er ikke bare et problem for dem, der udfører arbejdet. Det kan også udsætte familier, naboer og fremtidige håndværkere for en alvorlig sundhedsrisiko.

Derfor bør vi alle skærpe opmærksomheden.

Når nogen tilbyder at fjerne asbest til en pris, der virker for god til at være sand, er der god grund til at være skeptisk. Når arbejde med eternittage eller nedrivning foregår uden ordentlige værnemidler og afskærmning, er det ikke bare uforsvarligt. Det kan være direkte livsfarligt.

Læs også

Ny lov: Asbest-snyd kan give fængselsstraf

Afsløringerne viser, at kontrollen stadig er helt afgørende. Reglerne skal håndhæves konsekvent, og myndighederne skal have ressourcer til at føre effektivt tilsyn.

Asbest er ikke et problem fra fortiden. Det er en nutidig risiko, som stadig koster menneskeliv.

I Blik og Rør vil vi fortsat kæmpe for, at asbest i Danmark bliver håndteret korrekt og fjernet forsvarligt. Ingen skal blive syge af at gå på arbejde eller af at bo i et hus, hvor arbejdet er udført forkert.

Det ansvar er fælles. For branchen, for myndighederne og for os alle.

Relateret indhold