Byggeriet træder i karakter for landets sikkerhed

Med stigende investeringer i forsvar og beredskab tager bygge- og anlægsbranchen et stadigt større medansvar for Danmarks sikkerhed. Ikke kun med mursten, men også med mennesker og kompetencer, hvilket er et udtryk for en branche, der forstår sin rolle i et større nationalt perspektiv.
Kenneth Jørgensen i hvid t-shirt og mørkeblå skjorte.

Danmarks sikkerhed har i disse år fået en markant højere politisk prioritet.

Investeringerne i forsvaret vokser, og det gælder ikke mindst de fysiske rammer inden for byggeri, renovering og modernisering af kaserner, øvelsesfaciliteter og anden kritisk infrastruktur.

Læs også

Cowi giver medarbejdere fri med løn for at gøre tjeneste i uniform

Med en forestående valgkamp må det forventes, at forsvar og beredskab vil fylde fortsat mere i den politiske debat – og fremadrettet i de offentlige budgetter.

Denne udvikling forpligter. Ikke kun hos politikerne, men også de brancher, der i praksis skal levere kapaciteten.

Læs også

Bravida øger sit bidrag til landets sikkerhed: ”Åbenlyst at påtage os dette samfundsansvar”

Her markerer bygge- og anlægsbranchen sig stadigt mere tydeligt. Virksomheder som blandt andre Cowi, Bravida, Elindco og senest Kemp & Lauritzen har indgået samarbejdsaftaler med InterForce, hvilket betyder, at medarbejdere, der er reservister eller frivillige i Forsvaret, kan gøre op til fem dages militær tjeneste årligt med løn.

Det er ikke blot et symbolsk skridt. Det er et signal om, at branchen tager medansvar for Danmarks samlede robusthed.

Afgørende kompentencer i fredstid og krise

Den landsdækkende organisation, InterForce, der hører under Forsvarskommandoen, bygger bro mellem erhvervslivet og det militære beredskab med formålet at sikre, at danske virksomheder bakker op om medarbejdere, der gør tjeneste som reservister eller frivillige og dermed bidrager til at styrke samfundets samlede forsvarsevne.

Ordningen hviler på en erkendelse af, at et moderne forsvar ikke kan stå alene, men er afhængigt af opbakning fra arbejdsmarkedet og fra de virksomheder, der beskæftiger specialiseret arbejdskraft.

Læs også

Elindco giver ansatte løn for at bidrage til Danmarks forsvar

Netop her har bygge- og anlægsbranchen en særlig rolle ved, at branchen råder over kompetencer, som er afgørende i både fredstid og krise:

Ingeniørfaglig ekspertise, tekniske installationer, energiforsyning, klimatilpasning, cybersikring af bygnings- og driftskritiske systemer, projektledelse under komplekse vilkår og hurtig genetablering af infrastruktur.

Læs også

Kemp & Lauritzen styrker bidraget til Danmarks sikkerhed

Medarbejdere med erfaring i at planlægge og gennemføre store anlægsprojekter kan bidrage med logistisk overblik, risikostyring og beslutningskraft under pres.

Alt sammen egenskaber, der er direkte overførbare til Forsvarets behov og Kongerigets sikkerhed.

Samfundsansvar og sund forretningsforståelse

Samtidig er der en gevinst for virksomhederne selv.

Medarbejdere, der gør tjeneste, vender tilbage med styrket ledelseserfaring, disciplin, samarbejdsevner og en dybere forståelse for sikkerhed og beredskab. Det er kompetencer, der øger kvaliteten i projekterne og robustheden i organisationen.

I en tid, hvor forsyningssikkerhed, kritisk infrastruktur og modstandsdygtighed er blevet strategiske nøgleord, er det ikke blot samfundsansvar, men også sund forretningsforståelse.

Læs også

Dagens Byggeri: Skal byggeriet nu forberede sig på mere sikkerhed og mindre klima?

Bygge- og anlægsbranchen leverer ikke kun mursten og installationer til et styrket forsvar. Den leverer viden, mennesker og kapacitet.

Når tilslutningen til InterForce er så markant, er det et udtryk for en branche, der forstår sin rolle i et større nationalt perspektiv.

Det er en udvikling, der fortjener opmærksomhed og anerkendelse og er en påmindelse om, at der er meget, vi som branche kan være stolte af.

—-

Kenneth Jørgensen er foruden chefredaktør på Dagens Byggeri også kommunikationsrådgiver for InterForce.

Relateret indhold