Energinet laver aftale om 130 kilometer sønderjysk brintrør

Australsk ingeniørvirksomhed skal med sin internationale ekspertise etablere et brintrørs 7-tal i Sønderjylland og hjælpe Energinet med brintinfrastruktur.
"EPCM-samarbejdet betyder, at vi kan sætte flueben ved endnu en vigtig forudsætning for realisering af 7-tallet," siger Lone Edelbo fra Energinet Brint. Foto: Getty Images.

7-tallet, som en brintrørsforbindelse fra Esbjerg til Tyskland er døbt, skal etableres og være i drift senest i 2030.

Men Energinet mener, at de lidt for meget på udebane med anlægsprojektet. Derfor hyrer de den australske ingeniørvirksomhed Worley ind et EPCM-samarbejde.

Det er ikke nummer syv brintrør i rækken. Navnet stammer fra, at rørledningen forbinder Esbjerg i Sydvest med Veerst inde i midten af Jylland og derfra ned til Frøslev ved den tyske grænse. Altså et syvtal på et Danmarkskort. Grafik: Energinet.

– Brint produceret af el fra sol og vind er en vigtig brik i den grønne omstilling – både i Danmark og internationalt – men det er også et nyt område, siger Lone Edelbo, adm. direktør i Energinet Brint.

– Derfor har vi brug for at kombinere vores egen ekspertise i Energinet med relevant teknisk erfaring og viden inden for netop brint, så vi kan sikre den nødvendige kvalitet og fremdrift i arbejdet med etablering af den danske brintinfrastruktur.

Læs også

Staten skyder stort milliardbeløb i brintrør fra Esbjerg til Tyskland

Worley skal stå for at lægge brintrør og ombygge eksisterende brintrør.

Valget er faldet på dem, fordi de har en stor international erfaring med netop brintrør. Både den danske, britiske og indiske afdeling af Worley skal støtte projektet.

Samtidig bliver ingeniørvirksomheden en integreret del af Energinets projektorganisation. Det giver en mere sammenhængende projektstyring og mulighed for løbende at tilpasse ressourcer og organisering i et projekt, ifølge Energinet.

Brintrør forbinder Danmark og Tyskland

Hele anlægsprojektet drejer sig om 130 kilometer brintrør.

41 kilometer er fra Esbjerg til Veerst, hvor Worley skal levere EPCM-ydelser. Dernæst er der 89 kilometer brintrør til den tyske grænse, hvor den eksisterende naturgasledning skal ombygges.

Derudover omfatter opgaven den tilhørende infrastruktur herunder stationer over jorden, som er nødvendig for at understøtte Danmarks fremtidige brintrør og eksporten til Tyskland.

Læs også

Rekordhøjt energiforbrug – og det er godt nyt for grøn omstilling

– EPCM-samarbejdet betyder, at vi kan sætte flueben ved endnu en vigtig forudsætning for realisering af 7-tallet, og det giver os et solidt fundament til at komme videre med næste fase i projektet, siger Lone Edelbo.

Samarbejdet er kommet i stand efter en udbudsrunde med tre prækvalificerede organisationer indsendte bud.

Det er en forudsætning for etablering af brintinfrastrukturen, at markedet booker minimum 0,5 GW transportkapacitet som fastlagt i den politiske aftale. Kapacitetssalget blev igangsat den 30. januar 2026 og løber indtil den 1. december 2026.

Relateret indhold