Zøllner bliver en del af belgisk koncern

Den sjællandske anlægsentreprenør har indgået et strategisk partnerskab med Infra Group. Driften fortsætter uændret, oplyser virksomheden.
Zøllner udfører entrepriser inden for trafikal infrastruktur, miljø og forsyning, kystsikring, vandbygningsopgaver og byggemodninger. Foto: Zøllner.

I en netop indgået aftale bliver Zøllner en del af den voksende europæiske infrastrukturgruppe, Infra Group, og samtidig indtræder den danske anlægsentreprenørs to ledende profiler, Karl Johan Zøllner og Henrik Ernebjerg Ravn, som medejere af koncernen.

Partnerskabet markerer et nyt kapitel for Zøllner, men ændrer ikke på virksomhedens daglige drift. Selskabet fortsætter som selvstændig enhed med nuværende domicil, ledelse, medarbejdere og identitet.

Adgang til større projekter

Samarbejdet med Infra Group skal først og fremmest styrke den danske virksomheds position i markedet for større og mere komplekse infrastrukturprojekter, oplyses på Linkedin.

Gennem koncernens omfattende kompetencer, internationale erfaring og solide referencer får Zøllner adgang til en bredere projektportefølje og øget kapacitet i tilbudsgivningen.

Læs også

Nova5 bliver en del af Rum: ”Har længe set et stærkt fagligt slægtskab”

Infra Group opererer bredt inden for jordarbejde samt etablering, opgradering og vedligeholdelse af distributions- og transportnetværk. Det gælder bl.a. infrastruktur til elektricitet, telekommunikation og data samt forsyningsnet til vand, væsker og gasser.

Koncernen har i de senere år oplevet markant vækst og samler en række europæiske infrastrukturselskaber under samme ejerkreds.

Læs også

Stark Group løfter forretning i Storbritannien til danske standarder

For medarbejdere og samarbejdspartnere vil hverdagen i Zøllner være den samme, lyder det fra virksomheden, der fortsætter med samme ledelse, logo og kultur.

Det betyder, at Henrik Ernebjerg Ravn og Karl Johan Zøllner fortsætter i deres nuværende ledelsesroller, samtidig med at de nu altså også indtræder som medejere af Infra Group.

Relateret indhold