Renoveringer af villaer, skoler, landbrugsbygninger, forsamlingshuse, fabrikker – og endda en brandstation og flere møller.
Det er nogle af de 139 projekter, som er indstillet til Renoverprisen og Renoverprisens Specialpris 2026.
Renoverprisen uddeles af Grundejernes Investeringsfond og Realdania og hylder årets bedste renoveringer.
Vinderen af Renoverprisen 2025 er fundet: ”Et usædvanligt og modigt projekt”
– Årets indstillede projekter viser, hvor stort et potentiale, der ligger i det eksisterende byggeri, siger adm. direktør i Grundejernes Investeringsfond, Susanne Borenhoff, og fortsætter:
– Bygninger, som tidligere var slidte, utidssvarende eller havde mistet deres funktion, er blevet omdannet til steder, der igen skaber værdi – for brugerne og for lokalsamfundet.
Fra 139 til otte projekter
I de kommende måneder gennemgår nomineringsudvalget de 139 indstillede projekter.
Projekterne bliver vurderet på baggrund af seks vurderingskriterier: eksempelværdi, solidt samarbejde, inspirerende ressourcetiltag, faglig kvalitet, blik for brugerne og levende bygningskultur.
I løbet af foråret skæres feltet først ned til cirka 18 projekter for Renoverprisen og fire for Specialprisen, og i juni offentliggøres de forventeligt seks projekter, der nomineres til Renoverprisen 2026, og de to nominerede til specialprisen.
Domkirke under forandring: Se billederne af det nye verdenarvscenter
Nomineringsudvalget består af fire fagpersoner inden for byggeri og byudvikling: driftsdirektør i Pihl og Søn, Henrik Mielke (formand), institutleder for Build ved Aalborg Universitet, Kasper Lynge, stadsarkitekt i Vejle Kommune, Lisbet Wolters, og direktør for byggeri og byudvikling i Domea.dk, Signe Sønderskov.
Hvem de endelige vindere bliver, afgøres af et valgkollegie bestående af omkring 90 fagfolk fra byggebranchen, og vinderne hyldes ved en prisfest den 3. september 2026.
En enestående renovering
Hovedprisen, Renoverprisen, gives til ”en enestående renovering, der forener kvalitet, funktionalitet og innovation på en gennemarbejdet og særligt bemærkelsesværdig måde”.
Specialprisen gives til et projekt, som ”på særlig vis inspirerer med en kreativ og nyskabende tilgang til at forny en bygning med historisk, bygningskulturel eller lokal betydning”.
450 år gammelt tårn på Kronborg Slot skal renoveres
Udover titlen som årets bedste renoveringsprojekt følger en check til vinderholdet af Hovedprisen på 100.000 kr. Vinderholdet bag Specialprisen modtager 10.000 kr.
Renoverprisen har eksisteret siden 2013. Sidste år vandt holdet bag Thoravej 29 i København Renoverprisens hovedpris.
