Efter fuld udlejning af 300.000 m2 lager- og logistikfaciliteter tager Taulov Dry Port ved Fredericia nu næste skridt i udviklingen:
Et nyt generisk byggeri på 32.000 m2 samt etableringen af et samlet servicecenter for tung transport:
– Som bestyrelse ser vi med stor tilfredshed på den udvikling, Taulov Dry Port har gennemgået, fortæller bestyrelsesformand Christian Herskind, Taulov Dry Port.
Havnene håndterede flere råmaterialer sidste år – og ambitionerne er større
– At alle eksisterende faciliteter nu er fuldt udlejet bekræfter styrken i vores strategi og den tydelige efterspørgsel i markedet. Derfor har bestyrelsen givet grønt lys til næste skridt i udviklingen, så vi kan fastholde momentum, fortsætte innovationen og sikre den gode, fleksible service, som vores kunder anerkender os for, uddyber han.
Udnytter de sidste m2 først
Siden 2019 og frem til starten af 2025 har Taulov Dry Port opført tre generiske byggerier på i alt 220.000 m2 med bæredygtighedscertificeringer inden for erhvervsbyggeri.
Bygningerne er generiske, og med enkelte kundetilpasninger kan de leve op til en lang række forskellige kunder med forskellige behov og ønsker til lagerløsninger, hvilket er tilfældet i dag.
Dansk tøjgigant udvider lagerfaciliteter ved Fredericia Havn
Nu skal den sidste ledige jord i Prinsessens Kvarter tages i brug.
Parallelt med Tibnor-bygningen og over for Taulov Dry Ports bygning til Mærsk skal der nu opføres yderligere 32.000 m2 fordelt på otte haller á 4.000 m2.
CEO Jesper Gemmer, Taulov Dry Port, fortæller, at der allerede nu er flere kunder, som efterspørger plads i den kommende bygning, Generisk 4:
Ny containerterminal klar til brug: ”Fredericia Havn er et forbillede”
– Før vi sætter gang i den næste store fase i Hertugens Kvarter, sørger vi for at udnytte de sidste kvadratmeter i Prinsessens Kvarter. Efterspørgslen er så stor, at vi udnytter hver eneste kvadratmeter, så vi kan tilbyde vores kunder fleksible løsninger, og det lykkes vi med, og derfor skal vi have flere varer på hylderne.
Lettere og mere effektiv hverdag
Som en del af den kommende udviklingsfase etablerer Taulov Dry Port et samlet servicecenter for den tunge transport.
Målet er at understøtte den grønne omstilling med ladestationer, men også for at samle alle servicefunktioner ét sted og dermed tilbyde en effektiv one stop service til kunder og chauffører.
Dermed bliver det muligt at håndtere både vedligeholdelse, opladning og tekniske eftersyn på samme lokation.
Sender landstrømsanlæg i udbud: ”Vi vælger at gå forrest”
– Vi ønsker at skabe de bedste rammer for vores kunder og deres chauffører. Med servicecenteret kan vi tilbyde en samlet løsning, der gør hverdagen lettere og mere effektiv, siger Jesper Gemmer.
Første spadestik til servicecenteret forventes i løbet af første kvartal af 2026, og det står klar til ibrugtagning ved udgangen af 2026.
Taulov Dry Port i tal
Foruden de generiske byggerier har Taulov Dry Port opført domicilbyggerier for blandt andre DLG, Mærsk og Otto Schachner, så der i alt er opført 300.000 m2.
Med Generisk 4 kommer der yderligere 32.000 m2, inden man går i gang med Hertugens Kvarter, hvor der kan bygges yderligere 220.000 m2, som forventes at igangsættes i slutningen af 2026.
