Statsstøtte på op til 55 mia. kroner: Energistyrelsen åbner udbud på tre nye havvindmølleparker

Der er nu åbnet for udbuddet på at opføre tre havvindmølleparker, der kan mere end fordoble den elproduktion fra havvind, Danmark har i dag.
Havvindmøller.
Udbuddene er en opfølgning på et havvindsudbud fra 2024, hvor seks arealer blev udbudt. Ved tilbudsfristens udløb for de tre første arealer havde Energistyrelsen ikke modtaget nogen bud. Foto: Getty Images.

Både danske og udenlandske havvindsproducenter kan nu byde på at opføre tre havvindmølleparker, der kan mere end fordoble den elproduktion fra havvind, Danmark har i dag. 

To af havvindmølleparkerne skal ligge i Nordsøen vest for Ringkøbing Fjord, og én ved Hesselø i Kattegat. Havvindmølleparkerne skal samlet have en minimumskapacitet på mindst 2,8 GW – svarende til forbruget i omkring tre millioner danske og europæiske hjem.

De tre havvindmølleparker udbydes med en støttemodel – en såkaldt 2-sidet differencekontrakt, hvor staten garanterer havvindsproducenterne en fast pris for strømmen og dermed en større investeringssikkerhed.

Læs også

Planer om enorm havvindmøllepark får rygstød fra regeringen

Havvindmølleparkerne har mulighed for statsstøtte op til et loft på i alt 55,2 mia. kr. inkl. moms.

De endelige støtteudgifter afhænger af udviklingen i elprisen i den 20-årige støtteperiode og kan være lavere end støtteloftet.

– Efter et grundigt forarbejde, trykker vi nu på knappen, for vi vil have mere havvind i Danmark, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) og fortsætter:

– Vi har lyttet grundigt til markedet og skruet udbuddene sammen, så de tager højde for de usikkerheder, som branchen selv har peget på. Så jeg vil nu se frem til havvindmølleopstillernes bud.

Opfølgning på mislykket havvindsudbud fra 2024

Udbuddene er en opfølgning på et havvindsudbud fra 2024, hvor seks arealer blev udbudt. Ved tilbudsfristens udløb for de tre første arealer havde Energistyrelsen ikke modtaget nogen bud.

Havvindmølleparkerne udbydes med en række adgangskrav. F.eks. er der krav om genanvendelige møllevinger, krav mod social dumping, samt krav om, at budvinderen af Hesselø skal etablere havvindmølleparken med såkaldt natur-inkluderende design.

Læs også

Regeringen forsøger igen: Milliardstøtte i nye udbud af havvindmølleparker

Der gælder også skrappe krav til de nye parkers beredskab og modstandsdygtighed over for forskellige trusler, og der vil være fokus på grundig risikovurdering af leverandører.  

Der er frist for bud for Nordsøen Midt og Hesselø i foråret 2026. Fristen for Nordsøen Syd er efteråret 2028.

Nordsøen Midt og Hesselø skal være færdigopført ved udgangen af 2032, mens Nordsøen Syd skal være færdigopført ved udgangen af 2034.

Relateret indhold