”Katastrofe afværget”: DI hilser midlertidig løsning på kæmperegning velkommen

Regeringen har fundet en midlertidig løsning for at forhindre enorm regning til virksomheder, når det udvidede producentansvar træder i kraft. DI er positivt stemt, men betoner dog kraftigt, at der kun er tale om en kortsigtet løsning.
Morten Høyer
- Vi har længe advaret om, at den manglende styring af omkostningerne i kommunerne ville ende galt - og det gjorde det, siger Morten Høyer, politisk direktør i Dansk Industri.

Over de seneste måneder har virksomheder og organisationer slået alarm over implementeringen af nye regler for emballageaffald – også kaldet det udvidede producentansvar.

Det kunne ende med urimeligt store regninger til både virksomheder og forbrugere, har kritikken blandt andet lydt.

Læs også

Dilemmaer kan spænde ben for grøn omstilling

Men nu er der fundet en løsning, om ikke på lang sigt, så på kort sigt.

Regeringen vil nemlig reducere virksomhedernes gebyr, fjerne den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027 og reducere virksomhedernes omkostninger til administration.

Hos Dansk Industri (DI) hilser politisk direktør Morten Høyer løsningen velkommen – dog kun som en kortsigtet løsning.

– Det er en flot redning på målstregen. I en tid, hvor europæiske virksomheder er pressede på deres konkurrencekraft, og danskerne er pressede af høje dagligvarepriser, er det vigtigt, vi sikrer, at regningen for at hente emballageaffald bliver så lille som mulig, siger Morten Høyer og fortsætter:

– Det har heldigvis også stået klart for regeringen, og nu er katastrofen i første omgang afværget.

Læs også

Dilemmaer kan spænde ben for grøn omstilling

DI’s politiske direktør lægger vægt på, at der stadig mangler at komme en langsigtet løsning i hus.

– Problemet er langt fra løst. Vi skal helt i mål med dette arbejde. Derfor skal der inden udgangen af 2025 laves politiske aftaler, der leverer reelle effektiviseringer af kommunernes affaldsindsamling – og ikke mindst gøre det meget mere simpelt for virksomhederne at håndtere fremadrettet, siger Morten Høyer.

Langt højere pris

1. oktober træder det udvidede producentansvar for emballage i kraft.

Det udvidede producentansvar betyder blandt andet, at virksomheder skal betale for at håndtere den emballage, deres varer er i, når den bliver til affald.

Det er kommunerne, der står for indsamlingen af affaldet hos borgerne, og det er en del af regningen for håndtering af affaldet, som virksomhederne nu skal betale.

Læs også

Kommune: Nye klimakrav giver længere sagsbehandlingstider

I løbet af juni måned begyndte kommunerne at indmelde gebyrer for affaldsindsamlingen, og det stod klart, at prisen for indsamlingen var langt højere, end det blev anslået, da de nye regler for emballageaffald blev udformet.

Den samlede regning fra kommunerne til virksomhederne var steget fra 1 mia. kr. til 1,6 mia. kr. Nu er der foreløbigt sat et loft over den samlede regning, så den ikke bliver højere end 1,2 mia.

Relateret indhold