Når danske unge skal vælge ungdomsuddannelse, er gymnasiet ofte det oplagte valg. Men hvorfor er det sådan, og hvad betyder det for faguddannelser som malerfaget? Regeringens aftale fra den 18. februar om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (EPX) understøtter gymnasiet som standardvejen. Samtidig overser vi en vigtig debat: Hvordan påvirker forældrenes holdninger de unges valg?
Ofte ender det med, at gymnasiet fremstår som den eneste rigtige uddannelsesvej, fordi det åbner døre til videregående uddannelser. Men hvad vil de unge, og får vi lyttet til dem og hørt, hvad de ønsker, når de skal vælge deres vej i arbejdslivet?

Historisk løft sikrer flere faglærte – men én ting mangler
Malerfaget er meget mere end at svinge en pensel. Det kombinerer æstetik, præcision og teknisk kunnen. Branchen har stærke jobudsigter, og dygtige malere har ikke blot sikre arbejdspladser, men også gode muligheder for at starte egen virksomhed. Alligevel ender mange unge med at vælge gymnasiet – ofte uden at kende de reelle fordele ved en erhvervsuddannelse.
Hvis vi vil sikre, at samfundet har de faglærte hænder, vi har brug for, skal vi starte samtalen derhjemme, i skolerne og på Borgen
Virkeligheden er, at mange unge aldrig bruger deres studentereksamen til videre uddannelse. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var der i 2023 knap 27.000 ufaglærte studenter, og kun 10 % læste videre direkte efter gymnasiet. Samtidig mangler vi faglært arbejdskraft, hvor malerfaget spiller en central rolle. Kigger man på data fra Malerforbundet, er malerfaget, trods enkelte udsving, et fag med attraktive stillinger, da det er en branche, der overordnet set har haft en høj jobsikkerhed.
Ikke et kompromis, men et stærkt førstevalg
Vi alle – inklusiv de unges familier – spiller en rolle i de unges valg af uddannelse og fag. Politikerne må investere i erhvervsuddannelserne, styrke deres image og skabe bedre samarbejde mellem skoler og virksomheder. Og der er flere muligheder som f.eks. indførelsen af 8. klasses praktik og et stadigt fokus på lærlingeordninger, højere lærlingeløn og bedre vejledning, der kan være afgørende tiltag.
Samtidig må vi ændre fortællingen om erhvervsuddannelserne. Malerfaget og andre håndværksfag er ikke et kompromis – de er et stærkt førstevalg med reelle muligheder for personlig udvikling og succes. Hvis vi vil sikre de faglærte hænder, samfundet har brug for, skal vi starte med at ændre samtalen derhjemme.

Bekymrende at stadig færre unge får en hel rigtig læreplads
Hos PPG brænder vi for at gøre malerfaget mere synligt og attraktivt. Derfor arbejder vi tæt sammen med FGU Nord og TEC om undervisning, praktikforløb og vejledning af unge, så flere får øjnene op for faget. Vi er også en del af det lokale initiativ i Gladsaxe, Fremtidens Faglærte, hvor vi hjælper med at bygge bro mellem skoler og virksomheder.
Vi støtter STEM-initiativer gennem Naturvidenskabernes Hus – blandt andet ved at bidrage til Naturfagsmaraton og Science Day. Vi er med til at forme fremtidens produktion i Danmark ved at udvikle undervisning og give elever hands-on erfaring i en ægte produktionsramme.
Sidst men ikke mindst er vi stolte over at være hovedsponsor for malingsdelen til EuroSkills 2025 i Herning.
Kræver tæt samarbejde med det offentlige
Men vi virksomheder kan ikke løfte opgaven alene. Hvis vi for alvor skal styrke erhvervsuddannelserne, kræver det et tæt samarbejde mellem os og det offentlige – virksomheder, skoler og politikere sammen. Når vi samarbejder, kan vi styrke lærlingeordningerne, forbedre vejledningen i folkeskolen og nedbryde det stigma, der stadig hænger ved håndværksfagene. Det handler ikke om enten gymnasiet eller erhvervsuddannelserne – men om at skabe ligeværdige muligheder, så flere unge får øjnene op for de mange veje til en stærk fremtid.
Vi ønsker altid det bedste for vores unge og derfor skal vi hjælpe dem med at vælge – og ikke vælge for dem. Hvis vi vil sikre, at samfundet har de faglærte hænder, vi har brug for, skal vi starte samtalen derhjemme, i skolerne og på Borgen, og holde fokus på de unge og deres ønsker. Malerfaget – og mange andre håndværksfag – er ikke et kompromis. Det er et førstevalg.