C.F. Møller Architects har i samarbejde med Elding Oscarson Arkitekter og DIFK vundet arkitektkonkurrencen om et nyt stadion i Malmø.
Med afsæt i deres erfaring med sportsarkitektur fra projekter som Bislett Stadion i Oslo, Eleda Stadion i Malmø, Bergen Byarena, Strawberry Arena og Avicii Arena i Stockholm samt Elding Oscarsons succes med markante offentlige bygninger har teamet udviklet et byggeri, der kombinerer funktionalitet, følelse og samfundsværdi.
Det fortæller arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects, Mårten Leringe:
– Dette er et stadion til fremtiden – en bygning, der i lige så høj grad er et byrum som et sportsanlæg. Vi har ønsket at skabe et rum, der omfavner både publikum og udøvere, hvor sporten er i centrum, men hvor hverdagen også har sin naturlige plads.

Danskere skal designe ny bydel ved ikonisk fodboldstadion
Stadionet er udformet som en lav og let superellipse med en transparent, levende facade af lyse keramiske lameller, der refererer til andre bygninger i området. I stueetagen fortælles historier om de rekorder og sportspræstationer, der har fundet sted på stadionområdet.

Bygningen åbner sig mod omgivelserne og forbinder forskellige byrum, gangstier og parker, samtidig med at den omslutter et unikt stadionrum, hvor publikum omgiver banen på alle sider – et format, der skaber både nærhed, intensitet og fællesskab.
Skulpturelt ikon med menneskelige steder
Anlægget er dimensioneret til ca. 8.200 tilskuere med mulighed for udvidelse til større arrangementer.
Men værdien ligger også i hverdagen, fortæller Jonas Elding fra Elding Oscarson, og refererer til foyererne, der til daglig bruges af sportsforeninger og skoler, kampsport, spontan idræt, løbebaner og offentlige områder, der aktiveres året rundt:
– Det nye stadion er ligesom det gamle hvidt og har en flydende form. Det skal være let genkendeligt, et skulpturelt ikon i byen, men lige så vigtigt er det at skabe menneskelige steder, når man kommer tæt på.
Konstruktionen kombinerer beton og træ, facadeelementer genbruges fra det eksisterende stadion, solceller integreres i taget, og bygningen er designet til at minimere energiforbrug og klimapåvirkning – uden at gå på kompromis med oplevelsen.

C.F. Møller skaber levende campusmiljø i Malmø
Konkurrencen blev gennemført som et parallelt opdrag på initiativ af Malmø Kommune i samarbejde med Skanska og Atelier 01 arkitektur.

Ud af 43 ansøgninger blev fire teams udvalgt til at deltage i den parallelle opgave:
• C.F. Møller Architects sammen med Elding Oscarson og DIFK
• DinellJohansson sammen med bis
• White arkitekter sammen med AKT II og K2S
• Zaha Hadid Architects sammen med Sweco
– Det vindende team har udviklet en attraktiv og gennemarbejdet løsning, der forener funktion, form og bæredygtighed. Vi ser frem til at videreudvikle forslaget sammen med arkitektteamet og Malmø Kommune, siger Fredrik Leveen, der er projektchef hos Skanska, som er ansvarlig for udviklingen af arenaen på vegne af Malmø Kommune.