Ja til ny solcellepark: Giver el til 35.500 husstande og ny permanent natur

Brønderslev Kommune har godkendt en lokalplan for Tagmarksvej i Brønderslev, hvor BioCirc vil etablere et 140 MW solcelleanlæg. De 160 GWh grøn strøm vil give strøm til 35.500 husstande.
Solcelleanlæg ses i forgrunden af et biogasanlæg med store hvide cylindre
Så snart det er muligt, vil BioCirc tage første spadestik til det nye solcelleanlæg ved Tagmarksvej i Brønderslev. Udvikleren af grønne energianlæg har flere endnu større anlæg på vej. Foto: BioCirc

Den cirkulære, bioøkonomiske virksomhed BioCirc, der har til formål at producere grøn energi i form af el, gas, brændstof og varme, har flere energiprojekter under opførelse i Danmark. Nu kommer også Brønderslev på kortet.

Her har kommunen givet grønt lys til, at den danske udvikler kan opføre et 140 MW solcelleprojekt ved Tagmarksvej i Brønderslev. Herfra vil solcelleparken kunne producere 160 GWh grøn strøm årligt. Det kan dække estimeret 35.500 husstandes elforbrug, når det står færdigt.

Læs også

Vandværk skal være en arkitektonisk perle i landskabet

CEO i BioCirc, Bertel Maigaard, siger:

– Det bliver til stor gavn og glæde for både Brønderslev og den grønne omstilling, at man nu har stemt forslaget igennem, og vi ser i BioCirc frem til at tage første spadestik så snart som muligt, så vi kan indfri ambitionerne.

Skaber ny permanent natur

Projektet bliver et vigtigt skridt mod kommunens mål om at øge andelen af vedvarende energi frem mod 2030. Samtidig skabes også ca. 15 hektar ny permanent natur, hvilket vil binde de skovbevoksede områder i Store Vildmose bedre sammen.

Den fremtidige økologiske drift af hele projektområdet vil også være gavnlig for den lokale flora og fauna samt vandmiljøet generelt omkring parken.

Lodsejer af projektområdet, Jørgen Skeel, siger:

Læs også

Verdens største tagbaserede solcelleanlæg taget i brug hos DSV

– Det er fantastisk, at vi nu snart kan tage første spadestik på dette BioCirc-projekt i Brønderslev, der udover at bidrage til kommunens grønne omstilling også udmærker sig ved at skabe ny permanent natur. Det er sådan, man udvikler bæredygtigt.

Der etableres ikke hegn omkring solcelleparken, hvilket vil give fri adgang til de store græsarealer for det lokale dyreliv. Der er derudover aftalt en ekstra bred faunapassage gennem projektområdet med Dansk Naturfredningsforenings afdeling i Brønderslev.

LE34 i Aalborg er tilknyttet projektet som landmåler/landinspektør.

Flere millardanlæg på vej

Hubexos (tidl. Byggefakta) SMART-database over bygge- og anlægsprojekter i Norden, anslår budgettet for solcelleanlægget på Tagmarksvej til 500 mio. kr.

Læs også

Rejser 300 millioner til projekter for 1 milliard

Det gør anlægget til lillebror til fire andre projekter, den danske udvikler har i pipelinen i det jyske. Her har BioCirc også planer om at opføre både en 2,6 mia. kr. solcellepark og en energiklynge til bl.a. CO2-fangst til 750 mio. kr. i Aabybro i Jammerbugt Kommune. Dertil kommer to solcelleanlæg til hhv. 1,5 mia. kr. i Viborg (Energipark Iglsø) og til 1,7 mia. kr. i Hobro (Hejring Energipark).

Disse fire projekter forventes alle påbegyndt i første halvår af 2027.

BioCirc, der er ejet af bl.a. DLG Group, et kooperativ og dets 25.000 danske landmænd, ejer og driver vl.a. otte biogasanlæg i Danmark.

Relateret indhold