Stilladsfirma bygger ovenpå: Køber mindre konkurrent

Dansk Stillads Service køber alle aktier og dermed aktiver i det konkurrerende selskab Rodahl Stilladser. Et 'match made in heaven', kalder adm. direktør Johnnie Lønbirk det.
Adm. direktør og medejer i Dansk Stillads Service, Johnnie Lønbirk (tv.), underskriver aftalen om opkøb sammen med nu tidligere medejer og direktør hos Rodahl Stilladser, Nis Lorenzen.
Adm. direktør og medejer i Dansk Stillads Service, Johnnie Lønbirk (tv.), underskriver aftalen om opkøb sammen med nu tidligere medejer og direktør hos Rodahl Stilladser, Nis Lorenzen.

Hvis man er fugl, er der kun godt 500 meter mellem Dansk Stillads Service og Rodahl Stilladsers adresser i Hvidovre. Nu er førstnævnte gået i gang med at udvide hovedkvarteret på Hammerholmen – der skal gøres plads til medarbejdere, køretøjer og materiel fra Rodahl Stilladser, som den større stilladsvirksomhed netop har opkøbt.

Ejerne af Dansk Stillads Service, Søren Born Frost, Troels Kæmpegaard Byberg, Thomas Lønbirk og Johnnie Lønbirk, vurderer, at fusionen af de to virksomheder vil skabe et stærkt værdifællesskab og styrke selskabets konkurrenceevne i en branche med høj aktivitet og mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Det fortæller adm. direktør, Johnnie Lønbirk:

– Det er et ‘match made in heaven’. Erfaren organisation, som vi har god kemi med. Veldrevet selskab. Gode værdier. Godt omdømme og stærke relationer i byggebranchen. Fusionen er naturligvis også vigtig for vores konkurrenceevne, da vi nogle gange er presset af mangel på arbejdskraft. Med mere materiel og flere montører kan vi gøre serviceberedskabet mere fleksibelt og respondere hurtigere, når kunderne efterspørger vores løsninger og services på byggepladserne.

213+41 medarbejdere

Det er de tidligere ejere af Rodahl Stilladser, der i et stykke tid har ønsket at gennemføre et generationsskifte. I den forbindelse er valget faldet på Dansk Stillads Service som den mest oplagte kandidat til at overtage forretningen:

Læs også: Bravida på opkøb – styrker forretningsområdet Fire & Security

– Vi er helt trygge ved at lade DSS styre skuden videre sammen med vores medarbejdere, vores kunder og vores grej, siger Nis Lorenzen, nu tidligere medejer og direktør hos Rodahl Stilladser.

Dansk Stillads Service havde ifølge cvr-registeret 213 ansatte i december 2023, mens Rodahl Stilladser havde 41. Dansk Stillads Service ejer i forvejen Aalborg Stilladser samt 25 % af Hejs.dk.

Relateret indhold