Mediation
- Ifølge foreningen Danske Mediatoradvokater er mediatorer advokater, der har gennemgået Advokatsamfundets mediatoruddannelse eller en tilsvarende uddannelse.
- Mediatoradvokater er uafhængige, upartiske, har tavshedspligt og er underlagt foreningens særlige etiske regler for mediatoradvokater.
- Mediatoradvokater underlagt de almindelige advokatetiske regler.
- Undersøgelsen på bygningskonstruktøruddannelsen på UCN er udarbejdet af en gruppe studerende: Morten Fisker, Oliver Gade, Mads Sørensen, Frederik Elb – med vejledning af adjunkt Hans Heiselberg.
Byggebranchen skændes så det brager, og det koster aktørerne dyrt.
Juridiske konflikter inden for byggeriet i Danmark udgjorde 0,50 pct. af byggeriets samlede omsætning i 2017, svarende til godt et par milliarder kroner – ifølge publikationen “Nye veje for byggeindustriens konflikter” fra Mediationsinstituttet.
Derfor er der også et kæmpe potentiale for at spare sagsudgifter ved at løse konflikterne gennem forhandling frem for i retssalene.
Oplagt til større projekter
Og i mange tilfælde vil det kunne betale sig ligefrem at fastansætte mediatorer på større projekter, lyder konklusionen i en undersøgelse udført på Professionshøjskolen UCN.
Undersøgelsen, som en gruppe bygningskonstruktørstuderende har lavet med adjunkt Hans Heiselberg som vejleder, har set nærmere på brugen af mediatorer i Danmark i forhold til lande som Belgien og Italien, hvor man har større erfaringer med at bruge mediatorer i den indledende fase af byggeprojekterne.
– Undersøgelsen viser, at det i langt de fleste tilfælde vil være en økonomisk fordel at inddrage en mediator fra starten i store projekter, da konflikterne bliver løst på et meget tidligere stadie, fortæller Hans Heiselberg, adjunkt på UCN’s bygningskonstruktøruddannelse.
– Det kan spare branchen for millioner af kroner. Og det er noget man har succes med i udlandet, men ikke i samme omfang benytter sig af herhjemme.
Ganske få bruger mediation
Man har i en lang årrække i byggebranchen lavet kontrakter jf. AB92-aftaleteksten. I januar 2019 overgik byggebranchen til dens afløser AB18, hvori §64 og §65 gør det obligatorisk for parterne i en konflikt at søge en løsning, i første omgang indbyrdes, dernæst med hjælp fra en mediator, hvis begge parter er indstillet på at give det en chance.
Ifølge UCN, så er antallet af medieringer og mæglinger ganske vist steget, men der er stadig stort potentiale for brug af konflikthåndteringsværktøjerne, når man ser på antallet af voldgiftssager.
I 2020 og 2021 lød antallet på omkring 1800, og kun henholdsvis 15 og 27 løst med mediering eller mægling.
– Det undrer os, at værktøjerne til konflikthåndtering jf. AB18 ikke bliver anvendt i større projekter, når der er både økonomiske og tidsmæssige risici forbundet med ikke at anvende dem. En voldgiftssag tager i gennemsnit 19 måneder og koster 314.000 kr., hvorimod en sag afhjulpet med mediation i gennemsnit tager 2-3 måneder og koster 50.000, siger Hans Heiselberg.
Mediator med fra start betaler sig
Ifølge en undersøgelse udført af Mediationsinstituttet har konflikter ofte rod i manglende betaling, fejl og mangler, projekteringsfejl. forsinkelser, mangler i udførelse og betaling for ekstraarbejder.
Samme undersøgelse peger på dårlig kommunikation og manglende tillid som de væsentligste årsager til, at sagerne er endt i en voldgiftssag, skarpt forfulgt af dårlig ledelse og modstridende økonomiske interesser.
– I en rapport fra Europa-Parlamentet understreges den økonomiske fordel ved at vælge mediation. Man har i flere lande forsøgt at koble en mediator på byggerierne fra start. Det er der naturligvis en større udgift forbundet med, da man skal honorere en ekstra stilling. Dog viser tal fra hhv. Belgien og Italien, at det ofte kan være økonomisk forsvarligt, fortæller Hans Heiselberg.
Kan sammenlignes med forsikring
Den merpris, som en tilknyttet mediator vil betyde for det enkelte projekt, vil som udgangspunkt være en udgift, som bygherre sandsynligvis vil stille spørgsmål ved.
Og helt forståeligt, mener Hans Heiselberg.
– Men måske udgiften kan sammenlignes med de forsikringer, man tegner i forbindelse med byggeriet. Det er ikke noget, man forventer at bruge, men de færreste vil gamble med den slags udgifter, siger Hans Heiselberg.
– Hvis man som bygherre sammenligner udgiften til forsikring med udgiften til en mediator, og ligesådan sammenligner den risiko for at en forsikring skal dække en skade med risikoen for, at byggeriet går i stå på grund af en voldgiftssag, så giver det måske mening at beslutte at investere i en mediator i hele byggeperioden, forklarer han.
Der var ifølge det danske meditationsinstitut kun 23% af de danske virksomheder i 2020, der havde hørt om mediation.