Umuligt at finde en allroundhåndværker: Fik 25 ansøgninger, men ingen var kvalificerede

Det er praktisk taget umuligt for afdelingsleder Jesper Prang Sørensen fra DIS Byg at finde nye medarbejdere. De nyuddannede har kun de mest basale håndværksmæssige færdigheder.
Jesper Prang Sørensen
Efter et halvt år og 25 ansøgninger har afdelingsleder Jesper Prang Sørensen fra DIS Byg endnu ikke fundet en med de rette håndværksmæssige færdigheder. Nu sender han et opråb til uddannelsesinstitutionerne.

De udskifter vinduer og døre, lægger gulve, bygger nyt, renoverer, ombygger, renser facader, nedtager og genopbygger vægge og lofter, monterer lister og opbygger trapper for både private og erhvervskunder. DIS Byg i Herning er med andre ord en alsidig håndværksvirksomhed, der kan tilbyde kunderne lidt af hvert.

Det har vist sig at være et problem.

– Helt ærligt. De håndværkere, der bliver uddannet i dag, er dygtige til at sætte gips op, montere vinduer eller lægge gulv, men allroundhåndværkeren er og bliver en mangelvare. Vi mangler simpelthen nogen, der kan lidt af det hele, siger afdelingsleder Jesper Prang Sørensen.

Opråb!

Han har de seneste seks måneder søgt kvalificerede medarbejdere. Uden held. Nu føler han sig nødsaget til at komme med et opråb. Til branchen, men især til uddannelsesinstitutionerne.

Læs også

Det kræver stærke rollemodeller, hvis vi skal lykkes med at uddanne flere faglærte

For uddannelsessystemet forbereder, ifølge Jesper Prang Sørensen, ikke de unge tilstrækkeligt. De er simpelthen ikke klædt på i forhold til at leve op til de forventninger og krav, der er på arbejdsmarkedet. Han efterlyser bl.a. en mere målrettet uddannelse, hvor eleverne tidligt bliver mødt af helt konkrete krav og forventninger.

– Jeg synes, der allerede efter de første seks måneder i skoleforløbet skal stilles skarpere krav til eleverne. Det vil være med til, at de, der drømmer om at blive for eksempel tømrer, er bevidste om, hvad arbejdspladsen forventer. Samtidig kommer de unge mennesker ud med en solid og bred basis, understreger han.

Må sige nej til opgaver

Mangel på arbejdskraft betyder, at Jesper Prang Sørensen holder sig tilbage med at sige ja til flere opgaver.

Læs også

Fond uddeler millioner til grønnere viden på byggeuddannelser

– Vi kan beskæftige flere medarbejdere i dag, men jeg ved ikke, hvor jeg skal finde dem. Det er ikke, fordi arbejdet ikke er der, men hvis vi siger ja til en opgave, skal vi være sikre på, at vi kan levere. Jeg har søgt efter arbejdskraft i et halvt år og fået 25 ansøgninger, men ingen af dem har været kvalificerede, siger Jesper Prang Sørensen.

Han er godt klar over, at det er nødvendigt, at også virksomhederne yder en indsats.

– Vi skal have flere unge til at interessere sig for håndværket. Det ville være fantastisk at få en 15-årig ind, der allerede har prøvet at bruge en stiksav og hjulpet med at sætte vinduer i. Vi har brug for nogen, der kan mere end blot at montere gips, siger Jesper Prang Sørensen.

Det har foreløbigt vist sig som en umulighed.

Forældrene tager ansvaret

DIS Byg tager ikke længere lærlinge, fordi de unge mennesker, ifølge afdelingslederen, ofte mangler de nødvendige praktiske færdigheder. Og evnen til at tage ansvar. Jesper Prang Sørensen har en fornemmelse af, at det er mor og far, der styrer showet.

Læs også

Langt foran branchen: Her er 30 % af lærlingene kvinder

– Det er min helt klare fornemmelse, at det ofte er forældrene, der ringer og sygemelder dem eller skriver ansøgningerne for dem. Det går bare ikke. Hvis en ung mand i pænt tøj kom kørende på sin knallert og spurgte om arbejde, så ville jeg overveje det kraftigt, fortæller han.

Tidligere analyser har vist, at vi i Danmark vil mangle 99.000 faglærte på det danske arbejdsmarked i 2030.

Relateret indhold