Anne Mette Weng var aldrig blevet lovet en let opgave, da hun satte sig i direktørstolen for den tyske zinkproducent Rheinzink i maj sidste år. Hun var dog klar på udfordringen og gik til rollen med et ønske om at forandre hele byggebranchens syn på zink:
– I det store billede vil jeg gerne ændre på den misforståede historie, der findes om zink ude i branchen, siger hun.
Ingen hellige køer
Anne Mette Weng har en baggrund inden for natur, miljø og bygningskonstruktion samt en MBA i forretning og ledelse. Al forandring starter indefra, siger hun, og med sin tiltrædelse stod alle de velkendte processer hos zinkproducenten derfor for skud:
– Min vigtigste opgave er at udfordre status quo, og i processen må der ikke være nogen hellige køer eller noget, vi ikke tør at røre ved, siger Anne Mette Weng.
Læs også: Hun er ny områdedirektør i Domea.dk
Hun tilføjer:
– Derfor var det første, jeg gjorde at sætte spørgsmålstegn ved alt i virksomheden. Vi er en salgsorganisation, og salg skal derfor tænkes ind i alle aspekter fra inderst til yderst.
Taler ind i cirkulære tendenser
Men det er altså ikke kun i sin ledelsesstil, at direktøren ønsker at ruske op i den etablerede tankegang. I dag findes der nemlig stadig flere gamle myter om zink, fortæller hun:
– Vi skal have transformeret den forkerte fortælling om, at zink er farligt, siger hun og uddyber:
– Jeg tror på, at zink har en stor fremtid i byggebranchen. Det er et materiale, der taler ind i flere af de cirkulære tendenser i branchen, og det skal der også være plads til.
Læs også: GK Danmark sluttede året godt af: “Højere aktivitet end forventet”
Selvom Anne Mette Weng gerne fremhæver zinkens mange designmæssige fordele, accepterer hun også et fravalg af metallet, hvis det altså sker på et korrekt oplyst grundlag:
– Selvfølgelig skal man kunne fravælge zink, hvis man ikke kan lide materialet eller udtrykket, men det skal bare ikke ske på baggrund af forældede forestillinger, påpeger hun.
Et team på tværs af niveauer
Anne Mette Wengs store ambition for sit andet år som direktør bliver at få zink på landkortet. Derfor prioriterer hun at skabe de nødvendige forandringer internt, så medarbejderne er rustet til at levere den bedste rådgivning til kunderne:
– Det har været vigtigt for mig at sætte et nyt fælles mål for medarbejderne, så vi kan få en fornemmelse af at være et team på tværs af niveauer. Det skaber en samhørighed, når alle er klar til at bidrage, hvor er der brug for det. Jeg går selv gerne ud på lageret og hjælper til, fortæller hun og tilføjer:
– Rheinzinks største styrke er medarbejderne med deres engagement og tro på produktet.
Læs også: Miljøingeniør skal skabe klarhed på landinspektørs energiprojekter
Med det udgangspunkt kigger Anne Mette Weng med optimisme videre ind i 2024 for zinkproducenten:
– Det er let at fortælle om produktets levetid, men vi er og skal fortsat være kendt for mere end det. Vi har fagligheden på plads og bliver respekteret for vores gode rådgivning og knowhow. Det skal vi dyrke og forfine yderligere i den kommende tid, siger hun.