For snart 3 år siden udbrød krigen i Ukraine, og dermed ændrede den sikkerhedspolitiske situation i Danmark sig radikalt. Ligeledes påvirkes landet fortsat af klimaforandringer, fra både kystsiden og inde i byerne.
Som skrevet i tidligere indlæg understregedes denne udvikling med oprettelse af regeringens oprettelse af det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, og denne nye sikkerhedsdagsorden stiller nye krav til bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen om bl.a. at designe og konstruere bygninger og infrastrukturer, der kan modstå fysiske som cybertrusler samt ekstreme vejrforhold.
Danmarks sikkerhed afhænger i høj grad af byggeriets indsats
Det ændrede trusselsbillede har allerede skabt et øget og tættere samarbejde mellem branchen (og det samlede erhvervsliv i øvrigt) og Forsvaret.
Organisationen InterForce, der som en del af Reservestyrken netop styrker forbindelsen mellem Forsvaret og den civile private og offentlige sektor, har siden 2022 oplevet en markant vækst i antallet af medlemsvirksomheder og tæller i dag ca. 2.700 virksomheder på landsplan.
I Region Hovedstaden er 761 virksomheder en del af InterForce, og her er ca. 250 dem er kommet til de seneste 2 år, hvoraf en betydelig del udgøres af bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen.
Men for landets og dermed også erhvervslivet fremtidige robusthed er der brug for fortsat flere virksomheders engagement – til ligelig fordel for alle parter.
Kendskab til egne og manglende kompetencer afgør virksomhedens fremtid
Bl.a. kan der med udgangspunkt i Forsvarets risikohåndtering ifm. kritisk infrastruktur udvikles nye sikkerhedsstandarder, der løfter det samlede niveau for bygge- og anlægsprojekter; deling af Forsvarets specialiserede viden og adgang til avanceret teknologi inden for cybersikkerhed kan sikre både byggeri, bygningsdrift og anlægsprojekter mod udefrakommende trusler, fysiske som klimamæssige; et styrket samarbejde med Forsvaret kan fra et forretningsmæssigt perspektiv gøre virksomheder mere attraktive for aktører i både den offentlige og private sektor.
Derudover kan der med et styrket samarbejde med Forsvaret opstå nye ideer og metoder, som rækker ud over de traditionelle måder at tænke sikkerhed på, f.eks. AI- og droneanvendelse til sikring af byggepladser eller overvågning af byggerier og ejendommes sårbarhed.
ESG-kompetencer har på kort tid fået afgørende betydning
Udover en potentiel større opgaveportefølje øger medarbejderne i de engagerede virksomheder samtidig deres kompetencer til gavn for både den enkelte medarbejder og den pågældende virksomheds konkurrenceevne. Ligeledes er virksomhedernes bidrag til fælles nye løsninger ikke kun med til at accelerere den nødvendige udvikling, men bringer også virksomhederne i front for den.
I et større samfundsmæssigt perspektiv vil sikkerhed blive en fælles mission, som binder virksomheder tættere sammen på tværs af værdikæden og sektorer – til styrkelse af virksomhederne, brancherne, erhvervslivet og vores land.
I dag er denne udvikling allerede i markant fremdrift, og selvom det sker på en trist baggrund, er det imponerende at opleve de mange virksomhedsejere, direktører og medarbejderes store engagement og afgørende bidrag, som samler, inspirerer og giver håb for fremtiden i en udfordret tid.
Men indsatsen er også nødvendig og én, som ingen af os vil risikere at være foruden.