Building Green København har slået dørene op til det store event i Forum.
Fra hovedscenen lagde tidligere overborgmester i Københavns Kommune og ny social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen (S), ud med at minde de mange tilhører om, at der ikke længere går 100 år mellem 100 års-hændelser, med store konsekvenser for mange danskere til følge:
– Vi kan ikke komme udenom, at byggebranchen står for store udledninger, og derfor spiller alle, der er her i dag, en rolle i, at vi sammen sikrer en grøn byggebranche og får bremset klimaforandringerne.
Action på Building Green: Nye stemmer vil have handling NU
Hun fremhævede, at kravene til nybyggeri fra i år er blevet strammet, men medgav samtidig, at klimaudfordringerne kræver yderligere fremtidige skærpelser.
Dog er det vigtigt at få alle aktører – store og små og hele værdikæden – med på omstillingen, lød det fra ministeren, hvorefter hun roste byggeriet for selv at tage handling:
– Jeg er imponeret over, hvordan branchen har taget kravene til sig, og at flere af egen kraft går endnu længere end kravene stiller.
Vi er et foregangsland
Ministeren henviste til Reduction Roadmap, som over 630 virksomheder, organisationer og institutioner i dag har tilsluttet sig:
Bag Roadmap’et: Myten om bæredygtige tiltag er ved at blive aflivet
– Mange går foran i København, hvor der udvikles løsninger, mens man bygger, og det er sådan, det skal være. Generelt kan vi være stolte af vores klimaindsats i Danmark. Vi er et foregangsland, men det forpligter også at være det.
Stadig mange barrierer
Ministeren påpegede, at Danmark i 2025 overtager formandskabet i EU, og at dette er en unik mulighed – også for byggeriet – til at vise vejen på europæisk plan ift. til komme i mål med Paris-aftalen.
– Der er stadig mange barrierer, før vi lykkes. Både lovgivningsmæssigt, økonomisk og finansielt, og flere incitamenter peger ikke alle sammen i den rigtige retning, sagde hun og uddybede, at Bygningsreglementet skal ses igennem, så klimakravene ikke kolliderer med f.eks. brandsikkerhed, der skal skabes balance mellem natur og byliv, i større grad skal der renoveres frem for at blive bygge nyt, og så skal der bygges mindre, selvom danskere uden for de større byer ønsker at bo på flere kvadratmeter.
På Building Green: Klimaforskere skal inddrages i politiske beslutningsprocesser
– Men jeg oplever en byggebranche, som på mange områder går foran. Det er fascinerende, så hurtigt der udvikles – hvilket det også kræver, hvis ikke danske byer i fremtiden skal forsvinde.