BLOX er klar til at slå dørene op

Ikonbyggeriet på havnefronten i København åbner hen over første weekend i maj. Realdania står bag milliardprojektet, hvor entreprenøren ZÜBLIN under etableringsfasen har løftet brugen af BIM og VDC til nye højder for at løse meget komplekse udfordringer.
I begyndelsen af maj åbner BLOX. Foto: Torben Jastram.
I begyndelsen af maj åbner BLOX. Foto: Torben Jastram.

Om BLOX

  • Størrelse: 27.000 kvm. Over og under jorden
  • Bygherre: Realdania By & Byg
  • Pris: Ca. 1 mia. kr.
  • Hovedentreprenør: ZÜBLIN
  • Arkitekt: Den hollandske tegnestue OMA
  • Ingeniør: Arup og Cowi
  • Samlet vægt: Ca. 80.000 ton ? heraf 50.000 tons beton
  • P-anlæg: Underjordisk og fuldautomatisk, plads til 350 biler

Snart kan københavnere og turister tage et nyt bæredygtigt byggeri i brug. I løbet af første weekend i maj åbner Realdania for offentlig adgang til BLOX – fem år efter første spadestik – som bliver en helt ny destination i hovedstaden.

Samlet er der 27.000 kvadratmeter, hvoraf 17.000 er over jorden. Bygningen har seks etager over jorden og fem under. Desuden etableres der ca. 5.500 kvadratmeter rekreative uderum og legearealer.

P-anlægget er et godt eksempel. Vi har valgt en fuldautomatisk løsning, som kræver meget mindre plads end en traditionel p-kælder – og dermed også meget mindre beton.

Projektchef Peter Fangel Poulsen Realdania

Video fra byggeriet – facaderne på BLOX.

– Siden de første tanker om byggeriet tilbage fra før finanskrisen er der sket meget – og vi har ændret en hel del undervejs. Vi har ikke kun skabt en bygning. Vi har også lagt grundstenen til mere bæredygtigt byliv. Samtidig har den hollandske tegnestue OMA leveret banebrydende arkitektur, der sømmer sig for en bygning som BLOX, forklarer projektchef Peter Fangel Poulsen til Dagens Byggeri, da han sammen med teknisk direktør for ZÜBLIN, Per Engsø Larsen, viser Dagens Byggeri rundt i det imponerende hus en solbeskinnet eftermiddag midt i april.

Tværfagligt inspirationsmiljø

Arkitektur og byggeteknik bliver et omdrejningspunkt for BLOX, da en stor del af lejerne beskæftiger sig med disse emner.

DAC (Dansk Arkitektur Center) er flyttet ind som hovedlejer med samlet 5.900 kvadratmeter. Helt centralt i bygningen ligger DAC med smukke store udstillingsrum, auditorium, konference- og undervisningsfaciliteter samt café på taget med store udsigtsterrasser mod havnen og Slotsholmen.

Den anden hovedlejer, BLOXHUB, er et tværfagligt inspirationsmiljø af virksomheder, organisationer og forskere inden for bæredygtig byudvikling. Blandt de øvrige lejere er Byggesocietetet, et fitnesscenter og en restaurant.

På de to øverste etager finder man 22 attraktive lejeboliger samt tre mindre erhvervslejemål.

Underjordisk p-anlæg ved havnebassin

I planlægningsprocessen har Realdania ikke valgt de nemme løsninger. Tværtimod. Alligevel er bygningen blevet afleveret til tiden, og til bygherrens tilfredshed. Blandt de mange udfordringer har været den vanskelige byggegrund.

– Vand på to sider og en bygning hen over – og under – en stærkt trafikeret vej med cirka 25.000 biler i døgnet kan give sved på panden. Vi har jo nærmest bygget en motorvejsbro, siger direktør Per Engsø Larsen fra ZÜBLIN.

Læs også BLOX: Kompleks bygning med mange faglige udfordringer.

Bare det at grave ud til en p-kælder med plads til 350 biler i flere niveauer lige op af havnebassinet betyder, at der skal tænkes grundigt over teknikken og processerne. Der ligger vores styrke i, at ZÜBLIN er en del af en stor international koncern, og vi trækker på den nyeste internationale viden og knowhow fra 1.700 specialister i vores centrale tekniske division og kompetencecenter, fortæller Per Engsø Larsen.

Energivenlige løsninger

BLOX er et meget bæredygtigt projekt på mange niveauer, både i opførelsesfasen og i den fremtidige drift. Der er naturligvis masser af energibesparende foranstaltninger, ligesom materialevalget så vidt muligt er bæredygtigt .

– P-anlægget er et godt eksempel. Vi har valgt en fuldautomatisk løsning, som kræver meget mindre plads end en traditionel p-kælder – og dermed også meget mindre beton. Og selv om elevatorer og slisker bruger strøm, så er det stadig mere miljøeffektivt, end hvis bilisterne skulle cruise rundt på flere dæk på udkig efter en ledig plads, fortæller Peter Fangel Poulsen.

Et hus for mange

Tilgængeligheden spiller en afgørende faktor for projektet. En af grundideerne er, at huset ikke må være for de få, men en bygning for de mange. Der bliver oplevelser i et område, som tidligere var et vindblæst og utilgængeligt byrum.

Med nyanlagte pladser og broer binder BLOX byen sammen på nye måder og skaber forbindelser mellem dele af byen, der tidligere var adskilte. Således kan gående frit passere både rundt om og under BLOX i trygge passager.

Senere på året åbner også den nye cykel- og gangbro Lille Langebro, som krydser havnekanalen.

Læs også Bæredygtigt projekt med 200 års levetid.

Det imponerende byggeri er bygget helt ud til havnen. Foto: Torben Jastram.
Det imponerende byggeri er bygget helt ud til havnen. Foto: Torben Jastram.
Den fuldautomatiske p-kælder har plads til 350 biler. Foto: Michael Levin.
Den fuldautomatiske p-kælder har plads til 350 biler. Foto: Michael Levin.
Der er blandt andet brugt 50.000 tons beton og 7.500 tons stål i byggeriet. Foto: Rasmus Hjortshøj.
Der er blandt andet brugt 50.000 tons beton og 7.500 tons stål i byggeriet. Foto: Rasmus Hjortshøj.
Indgangen til BLOX er samtidig også en passage under den meget trafikerede vej. Foto: Torben Jastram.
Indgangen til BLOX er samtidig også en passage under den meget trafikerede vej. Foto: Torben Jastram.
På toppen af det imponerende byggeri finder man 22 lejeboliger med en gennemsnitsstørrelse på ca. 120 kvadratmeter. Alle har naturligvis terrasser med udsigt. Foto: Torben Jastram.
På toppen af det imponerende byggeri finder man 22 lejeboliger med en gennemsnitsstørrelse på ca. 120 kvadratmeter. Alle har naturligvis terrasser med udsigt. Foto: Torben Jastram.

Relateret indhold