BIG bag højhusbyggeri i Esbjerg

Bjarke Ingels Group har tegnet tre højhuse med i alt 450 ungdomsboliger, der skal opføres i Esbjerg under navnet Esbjerg Towers.
Illustration: BIG.
Illustration: BIG.

Bjarke Ingels Group skal stå bag tre højhusbyggerier i Esbjerg på henholdsvis 57, 35 og 23 meter. Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Underskrifterne blev sat på aftalen om købet af grunden på Tovværket, da Esbjerg Kommunes borgmester, Johnny Søtrup, sammen med den kommende borgmester, Jesper Frost Rasmussen, på Esbjerg Rådhus onsdag mødtes med arkitekt David Zahle, der både er partner i BIG og bestyrelsesformand i udviklingsselskabet Esbjerg Towers Aps, og Lars Kristensen, der er administrerende direktør i Esbjerg Towers ApS.

De tre tårne i Esbjerg Towers på henholdsvis 57, 35 og 23 meter kommer til at indeholde cirka 450 private ungdomsboliger i forskellige størrelser. Byggeriet bliver sat i gang, så snart de nødvendige tilladelser foreligger, og forventes at stå færdigt cirka to år senere, så ungdomsboligerne er klar til indflytning til studiestart i sommeren 2020.

Også de udendørs arealer omkring det kommende boligprojekt på Tovværket er der planer for. Som en del af projektet bliver der etableret indbydende fælles grønne områder til ophold og aktiviteter både for beboerne i ungdomsboligerne og andre unge.

Storbypotentiale i Esbjerg

Det nye byggeri er en del af helhedsplanen for Tovværket, der med sin placering tæt på byens centrum, uddannelsesinstitutioner, idrætsfaciliteter, skov og hav er oplagt at udvikle til et attraktivt område. Esbjerg Kommune har haft grunden på Tovværket i udbud, der blev vundet af Esbjerg Towers. Nu venter en proces med justering af lokalplanen for området og indhentning af byggetilladelse, inden byggeriet kan gå i gang.

BIG har med arkitekt Bjarke Ingels i spidsen igennem mange år været med til at nytænke det danske boligmarked med markante byggerier. Inden for de sidste syv år har BIG også været aktiv på det amerikanske marked, hvor virksomheden arbejder på boligbyggerier i New York, Vancouver, Miami og Bahamas.

– Der er generel mangel på studieboliger, så vi har i BIG besluttet os for at være med til at investere i en løsning. Vi har tidligere udviklet det flydende ungdomsboligkoncept Urban Rigger, som er ved at blive udført i København og Gøteborg, men det er første gang BIG optræder som egentlige projektudviklere, forklarer David Zahle.

Relateret indhold