139 år gammel ejendom blandt årets dyreste

Købmandsgården i Roskilde er blevet solgt i en af årets største handler i byen. Flere investorer søger væk fra København, vurderer lokal mægler.
Købmandsgården fra 1878 ligger på Stændertorvet midt i Roskilde. PR-foto.
Købmandsgården fra 1878 ligger på Stændertorvet midt i Roskilde. PR-foto.

Roskildes cirka 4.000 kvadratmeter store købmandsgård fra 1878 har skiftet ejer for 93 millioner kroner. Køber er invetseringsselskabet Købmandsgården A/S med adresse i Køge. Sælgerne er to brødre, som i mange år selv drev håndværksvirksomhed fra lokaler i Købmandsgården, men nu nyder deres otium.

Salget blev foretaget af erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart, som også har fået til opgave at skaffe lejere til de ledige kvadratmeter. Her mærker man stigende søgning væk fra København.

Hård konkurrence i København

– Vi kan mærke, at en del investorer søger lidt væk fra den hårde konkurrence om investeringsejendomme i København. Særligt købstæder som Roskilde og Køge er genstand for stigende interesse, og vi er glade for at have medvirket til en af årets største transaktioner i Roskilde, siger adm. direktør og partner i Lintrup & Norgart, Stig Lintrup, i en pressemeddelelse. Køberne er enige i, at priserne i hovedstaden er kommet udenfor rækkevidde.

– Det er en flot ejendom med meget høj vedligeholdelsesstand. Vi investerer i velbeliggende ejendomme på Sjælland, helst i større byer fra Næstved og nordpå og med to nuller sidst i postnummeret. Priserne i København er kommet meget højt op, og vi tror, at det merafkast, der er på ejendomme i sjællandske byer, overstiger den ekstra risiko ved udlejningen. Vi foretrækker boligejendomme, men det kan også være veldrevne blandede ejendomme som her, siger adm. direktør i Købmandsgården A/S, Claus Frøkjær-Lorendsen.

Boliger og butikker

Den 139 år gamle strøgejendom skal fremover rumme både boliger og butikker

– Vi bruger lidt ekstra penge på Købmandsgården. Der er lidt byggeret, og en cykelhandler er flyttet ? nogle af lagerlokalerne over gadeplan håber vi at kunne omdanne til boliger, mens butikslokalerne skal lejes ud igen. Når og hvis der bliver kontorer ledige i ejendommen, vil vi overveje at omdanne dem til boliger,? fortæller Claus Frøkjær-Lorendsen.

Relateret indhold