Hvidovre Kommune har udnævnt Rubow Arkitekter som vinder af konkurrencen om en ny daginstitution på Cirkusgrunden i Avedøre. Dagtilbuddet skal have en idrætsprofil, og de fysiske rammer skal derfor naturligt integrere og understøtte bevægelse i det daglige – både indenfor og udenfor. Arkitektonisk ønsker Hvidovre Kommune et byggeri, der fremstår som et flagskib, der kan fungere som et forbillede for fremtidige byggerier i kommunen.
Vinderprojektet lyder navnet “Lille Sky” og er valgt blandt fem bud på en ny idrætsinstitution i Avedøre. Vinderprojektet er valgt af en enig dommerkomité, som i betænkningen beskriver det som skabende en berigende verden med de bedste forudsætninger for et rart og levende miljø for institutionen, børn og pædagoger.
Det er sådan en daginstitution, vi alle ville ønske, vi havde gået i som børn.
Helle Adelborg (S) Borgmester i Hvidovre Kommune
– Det er sådan en daginstitution, vi alle ville ønske, vi havde gået i som børn. Der er plads til både nærhed og masser af fysisk udfoldelse, som er noget af det allervigtigste for vores mindste børn. Og så er idéen med den hvide sky og koblingen til Halfdan Rasmussens “Lille sky gik morgentur” helt rigtig for en børneinstitution, siger borgmester i Hvidovre Kommune, Helle Adelborg (S), om vinderprojektet.
Kik i alle retninger
“Lille Sky” bliver et oplevelsesrigt og nytænkende institutionsbyggeri, hvor børnene får masser af plads både inde og ude, og institutionen opbygges af en serie grundhuse, der indrettes til henholdsvis madhus, personalehus og børnehuse. Fra børnehusene vil der være kik i alle retninger og store grupperum med masser af plads og med udgang til egen terrasse.
– Vi har skabt et hus, som fylder så lidt på grunden som muligt, så der er god plads til grønne områder rundt om. Det er en god idé at få børn op i højderne, fordi det er sjovt for dem at se verden oppefra, siger partner og arkitekt i Rubow Arkitekter, Susanne Hansen.
“Lille Sky” er den første nye institution, Hvidovre Kommune bygger siden 2003, og institutionen får plads til 180 børn og bliver dermed Hvidovres største daginstitution. Det er planen, at den skal stå klar i efteråret 2017.
Projektet er udviklet i samarbejde med SlothMøller, og Rubow Arkitekter har slået stregerne til både bygning og landskab. Byggeriet bliver på cirka 1.600 kvm.
De andre konkurrenceprojekter er tegnet af Cebra, Cobe, Dorte Mandrup Arkitekter og Nøhr og Sigsgaards Arkitektfirma.