Storkøbenhavn lancerer investorportal og nyt brand

"Greater Copenhagen" skal brande hovedstaden og oplandskommuner over for mulige investorer.
Adm. direktør Claus Lønborg fra Copenhagen Capacity benyttede MIPIM til lancering af "Greater Copenhagen". Foto: Torben Jastram.
Adm. direktør Claus Lønborg fra Copenhagen Capacity benyttede MIPIM til lancering af "Greater Copenhagen". Foto: Torben Jastram.

På grund af det konkurrenceprægede investormarked havde mange europæiske storbyer på årets MIPIM ejendomsmesse valgt at slå sig sammen i lidt større regioner, som for eksempel Manchester og Liverpool, for at tiltrække investorernes opmærksomhed. Og mange af de byer, der er alene, havde valgt at inddrage en større del af deres region i fælles markedsføring.

Det gælder også København, som under MIPIM launchede brandet “Greater Copenhagen” – et nyt tiltag der dækker hovedstaden i samarbejde med store dele af det øvrige Sjælland og til dels også Malmø-regionen.

Portalen betyder et one-point-entry for investorer til projekter i hele regionen.

Adm. direktør Claus Lønborg Copenhagen Capacity

– Vi gør det primært, fordi der er behov for en større kritisk masse, og med Greater Copenhagen kommer vi til at fylde mere, når vi brander os over for de mulige udenlandske investorer, siger administrerende direktør Claus Lønborg fra Copenhagen Capacity.

Copenhagen Capacity er Storkøbenhavns officielle organisation for investeringsfremme og forretningsudvikling.

Flere tiltag på vej

“Greater Copenhagen Investments” er den nye, officielle guide til investeringsmuligheder i offentligt byggeri, infrastruktur og byudviklingsprojekter i Storkøbenhavn. Regionen tilbyder i øjeblikket 20 nye byudviklingsområder, mange af dem tæt på Københavns centrum, og det hele er samlet på det nye site, investcph.com.

Områderne omfatter tidligere kommercielle havne og industriområder, der er ved at blive omdannet til attraktive boligområder komplet med skoler, daginstitutioner, sport og fritidsfaciliteter samt moderne kontorbygninger. Desuden vil mange af områderne omdannes til klimavenlige bydele.

Den nye webportal giver internationale bygherrer, investorer og byggefirmaer et overblik over offentlige bygge- og byudviklingsprojekter i Storkøbenhavn.

– Portalen betyder et one-point-entry for investorer til projekter i hele regionen. Vi forventer, at de danske virksomheder bakker op, så vi kan få alle aktuelle projekter og muligheder lagt ind under portalen, siger Claus Lønborg og tilføjer, at Copenhagen Capacity arbejder på endnu et tiltag.

– Vi vil lave en modtage-service. Det betyder, at når der kommer udenlandske delegationer til Købehavn, så er vi klar med en særlig service, der skal assistere delegationens medlemmer, forklarer han.

Relateret indhold