Nyt og gammelt: Tester gamle mursten i ny daginstitution
Bæredygtighed | Af los |
Der bliver bl.a. genanvendt mursten og træ og høstet cirkulære erfaringer i Holstebro Kommune i forbindelse med opførelsen af en ny daginstitution til 148 børn i Halgård.
Holstebro Kommune har valgt at puste liv i gamle mursten fra nedrevne bygninger i den nye daginstitution, som kommunen opfører i Halgård i den sydlige udkant af Holstebro. Ved at anvende genbrugstegl i nogle af facaderne bliver det samlede CO2-regnskab for byggeriet holdt nede.
Byggeriet bliver ellers primært et træbyggeri, da det giver den laveste CO2-belastning.
Der bliver også brugt genbrugsmaterialer i form af genbrugstræ i nogle af de kommende, små skure på matriklen. Desuden er de oprindelige tanker om græstag på institutionen droppet, så taget nu bliver udført i tagpap. Også det trækker CO2-regnskabet i den rigtige retning.
- Vi har et stort fokus på bæredygtighed i byggeriet og derfor også et håb om at få nogle værdifulde erfaringer i forhold til muligheder og begrænsninger, når det handler om at gennemføre et byggeri med meget høje ambitioner på bæredygtighedsområdet. Det kan vi drage nytte af i kommende byggeprojekter, siger chef i Teknik og Miljø, Poul Munk-Poulsen.
Læs også: Lokale investorer går sammen om at byforny Holstebro
Bedre for CO2-aftrykket
Det nye H-formede børnehus med to gårdlænger er tegnet af arkitektfirmaet Frost Larsen, der også er totalrådgiver på projektet. Her bliver der plads til 148 børn i alderen 0-5 år. De kan se frem til at boltre sig i en daginstitution på i alt 1.630 kvadratmeter, som bliver opført med fokus på en høj grad af bæredygtighed.
- Det er første gang, vi benytter genbrugstegl i forbindelse med et nyt, kommunalt byggeri. Økonomisk er genbrugstegl en dyrere løsning, men i forhold til byggeriets CO2-aftryk er det langt bedre, så vi ser det som en investering, der ligger i naturlig forlængelse af den klimahandlingsplan, som byrådet har vedtaget, slutter Poul Munk-Poulsen.
Entrepriseudgifterne til projektet er ca. 28,6 mio. kr. Dertil kommer udgifter til inventar, møblering, uderum, arkitektrådgivere, arkæologiske undersøgelser og ekspropriation, så den samlede projektøkonomi lander på 48 mio. kr.
Læs også: Svanemærkets nye krav - nu opføres det første byggeri
Første spadestik tages på mandag d. 6. maj, og institutionen forventes at stå færdig i august 2025.