Hvalskeletter, sommerfugle og mineraler: Nyt naturhistorisk museum står færdigt
Arkitektur | Af Louise S. Strøbech |
Den gode nyhed er, at hovedentreprenøren Aarsleff har afleveret Nyt Statens Naturhistoriske Museum. Den dårlige er, at museet først åbner i 2026.
Projekt Nyt Statens Naturhistoriske Museum har været undervejs siden arkitektkonkurrencen i 2009, og listen over underentreprenører, der har knoklet for at få det nye naturhistoriske museum i København færdigt, er da også alenlang.
Selve nedrivnings-, anlægs- og byggearbejdet har stået på i hele fem år, men nu har hovedentreprenøren Aarsleff afleveret det nye museum, der er en sammenlægning af Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum. Bygherre er Bygningsstyrelsen.
Publikum må dog vente et godt stykke tid, før de kan indtage de ca. 14.000 kvm, der er forbeholdt de mere end 14 millioner naturhistoriske genstande som bl.a. hvalskeletter, dinosaurer, sommerfugle, sten og mineraler, der skal udstilles.
Læs også: Lene Tranberg hyldes for sin arkitektur: 'En af sin generations helt store arkitekter'
I alt består det nye museum af 30.000 kvm inkl. magasiner til opbevaring, laboratorier og undervisningsfaciliteter.
Hovedentreprenøren, der også selv har stået for beton- og elemententreprisen, oplyser på LinkedIn, at det ikke er uden stolthed, at selskabets medarbejdere nu kan sige, at de har stået bag op- og udførelsen af det største museumsbyggeri i Danmark i nyere tid.
Læs også: Top10: Største kultur- og fritidsbyggerier der afsluttes i 2024
De entreprenører og byggefagfolk, der har arbejdet på museumsprojektet, har bl.a.:
- Revet ned og ombygget, men bevaret trapper, gelændere og lofter
- Bygget udstillingslokaler, magasiner, kontorer, forskningsfaciliteter og undervisningsrum
- Udført et nyt underjordisk toetagers udstillingsrum med buede, rå betonvægge
- Afrenset alle betonvægge under jorden
- Opført den 23 meter høje, 16 meter brede og 50 meter lange glasbygning Oceansalen
- Nedtaget en bygning, udført en underjordisk tunnel og genopført bygningen
- Udgravet samt bortkørt mere end 230.000 ton jord
- Etableret 3 km kloak; både spildevand, regnvand og dræn
- Hængt 180.000 små trælameller op i de buede lofter
Åbningsdatoen har været udskudt flere gange, og har en stund været sat til slutningen af 2025. I april kunne Politiken dog oplyse, at åbningen nu er udskudt til 2026.