Kontormarkedet er stadig solidt, men en del virksomheder flytter til mere effektivt indrettede lokaler med et mindre arealbehov per ansat. Det viser tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.
– Siden tredje kvartal af 2018 er andelen af udbudte lokaler steget fra 5,6 til 6,0 procent i København by, altså selve København, Frederiksberg og Amager. I omegnen – Vestegnen og en håndfuld kommuner nord og nordvest for hovedstaden – er udbuddet øget fra 10,0 til 10,6 procent. Udviklingen virker måske lidt voldsom, men tilsammen har Storkøbenhavn 40 procent af landets kontorarealer og en væsentlig større andel af værdien, så stigningen har stor betydning for pensionskasser og andre investorer, siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.
På jagt efter mindre arealer
På landsplan er godt 3600 kontorlokaler udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk – heraf lige knap 1400 i København by og omegn. Der er flest i Københavns kommune med 606, derefter følger Albertslund med 112, Brøndby med 81, Ballerup med 77 og Høje-Taastrup med 76.
En af landets største erhvervsmæglere, Colliers International, kan registrere en bevægelse i retning af kvalitet.
– En del virksomheden flytter til mere moderne, arealeffektive lokaler og har derfor ikke brug for så store arealer som før. Vi ser også en tendens til, at let adgang til offentlig transport betyder mere – for eksempel er det lidt sværere at leje ud på Tuborg Havn end på Nordhavn. Markedet er stabilt, og vi venter ikke større bevægelser i tomgangen på kort sigt, men fra 2021 til 2022 stiger udbuddet mærkbart med åbningen af blandt andet KLP’s nye kontorhus i Ørestad og Danske Bank-komplekset på Postgrunden, siger administrerende direktør og partner Peter Winther.
Lintrup & Norgart, som dækker hovedstadsregionen, ser øget investeringslyst hos udlejerne.
– Mange udlejere er blevet ekstremt dygtige til at optimere deres kontorejendomme, når en større lejer siger op. Ofte bliver en større transformation sat i gang, og det kan betyde en længere periode uden lejere, og når nye virksomheder rykker ind, kan deres arealbehov været halveret i totalrenoverede og effektive kontorbygninger med diverse fællesfaciliteter. Efterspørgslen efter attraktive og velbeliggende kontorlokaler har i mine 20 år i branchen aldrig være så stærk, og i sidste kvartal af 2018 udlejede vi rekord mange kvadratmeter i Storkøbenhavn, så jeg forventer en nedadgående trend i tomgangen i de næste kvartalers tal fra Ejendomstorvet.dk, siger partner Jesper Norgart.
Københavns by har knap 5,9 millioner kvadratmeter kontorer og Københavns omegn små 3,8 millioner kvadratmeter – på landsplan er tallet næsten 24 millioner kvadratmeter.