Pensionskasse satser på Ø-OPP

Administrerende direktør Torben Möger Pedersen fra Pension Danmark kalder Holmene for et godt tænkt projekt.
Pensionsdirektør Torben Möger Pedersen fra Pension Danmark råder over en pengetank på mere end 250 milliarder kroner. Nogle af dem ønsker han at spendere på Holmene ved Avedøre. Foto: Pension Danmark.
Pensionsdirektør Torben Möger Pedersen fra Pension Danmark råder over en pengetank på mere end 250 milliarder kroner. Nogle af dem ønsker han at spendere på Holmene ved Avedøre. Foto: Pension Danmark.

– Dagens møde gør os bare mere trygge ved at gå videre i dialogen med Hvidovre Kommune om en fremtid for Holmene. Vi tror på den overordnede vision.

Sådan siger administrerende direktør i Pension Danmark Torben Möger Pedersen, og han er villig til at sætte nogle af pensionskassens mange milliarder på højkant i udviklingen af projektet. Hvor mange vil han dog ikke komme ind på.

– Det er lidt for tidligt i processen til, at jeg kan sætte beløb på, siger han venligt, men bestemt.

OPP

Pension Danmark har gennem længere tid sparret med Hvidovre Kommune om et OPP-udviklingsprogram. Et såkaldt offentligt, privat partnerskab, som skal sikre privat kapital til udviklingen af de mange nye erhvervsgrunde, som man satser på, vil dukke selvfinansierende op som en anden Surtsey fra det blå dyb ud for Avedøreværket. Finansieringsmodellen skræmmer dog ikke pensionsbossen.

– Vi har set en meget stærk opbakning nabokommunen København, som har givet tilsagn om at flytte rensningsanlægget Lynetten ud til Holmene. Samtidig er der bred politisk opbakning fra både regeringen, DF og S og derfor basis for, at den fornødne infrastruktur kommer på plads, siger han og understreger:

– Vi hæfter os ved, at projektet er godt tænkt og imødekommer en efterspørgsel på moderne velbeliggende erhvervsarelaer i hovedstaden.

Skepsis er unødvendig

Torben Möger Pedersen håber, at kommunen bringer pensionskassens erfaringer med tilsvarende byggerier i spil. Og han afviser, at der er tale om nye ønske-øer.

– Tiden må vise, hvad det kan blive til. Holmene bliver jo bygget succesivt, så når en ø er fyldt op, starter man den næste, siger han og uddyber:

– Ørestaden vakte også skepsis for 20 år siden, men er fuldt besat. Nordhavn bliver også solgt ud i et væsentligt højere tempo end ventet. Jeg tror, det vil være en fornuftig forretning at investere i Holmene, siger Torben Möger Pedersen.

Relateret indhold